Koerstz Madsen fører inden dansk-svensk drama på LET | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen viste et absolut topniveau i lørdagens runde.

Foto: Michael Cohen/Getty Images

Koerstz Madsen fører inden dansk-svensk drama på LET

30/11 - 2019 | Kasper Ørkild

Nanna Koerstz Madsen er på vej mod sin anden sejr på Ladies European Tour.

Eftersom sæsonen på LPGA er afrundet, er Smørum-spilleren tilbage i Europa efter et år med fine resultater på den anden side af Atlanten. Formen fortsætter i høj grad på denne side af 2019-sæsonen i det amerikanske.

Danskeren fører ved Andalucia Costa del Sol Open de Espana inden finalerunden. Hun ligger i -14 og har to slag ned til sin forfølger efter en runde i 65 slag.

- Jeg havde ingen forventninger. Jeg kom onsdag og spillede ikke nogen prøverunder. Jeg er her bare med min familie, og vi prøver at holde en lille ferie. Det er stille og roligt, fortæller hun til Golf.tv.

Det blev dog til en lørdagsrunde med masser af birdies og ingen bogeys.

- Det var ret solidt. Jeg ramte næsten alle greens. Jeg sænkede ikke så mange putts på forni, men så begyndte det at køre på de sidste ni. Jeg slog den lidt tættere og fik nogle gode birdiechancer.

- Det er ikke ret ofte, at jeg går en runde uden bogeys. Jeg kan godt lide at angribe, og man laver altid fejl. Det er jeg glad for, siger Nanna Koerstz Madsen til kanalen.

Lørdag virkede hollandske Anne Van Dam til at være det store navn, da dagens bedste spillere var halvvejs. Fire birdies og en eagle sendte den forsvarende vinder af turneringen i spidsen. Men Solheim Cup-spilleren mistede pusten på rundens sidste halvdel.

Her slog den danske LPGA-kollega til.

Fra 12. hul sikrede Koerstz Madsen således fem birdies i streg, inden en par på 17. afrundede en markant spurt ind på førstepladsen. 

Efter et glimrende teeslaag på sidste hul ramte den 25-årige kanten af green og skulle sænke et markant putt for at fuldende runden med perfektion. Hun måtte dog nøjes med en par.

Nanna Koerstz Madsens tætteste forfølger er stortalentet Julia Engström. Den 18-årige svensker skød en runde i 64 slag - otte under par - og overhalede ligeledes Anne Van Dam. Sidste års rookie of the year på Ladies European Tour ligger således på en andenplads inden finalerunden.

Dermed ligner det et spændende parløb mellem de to skandinavere, når Andalucia Costa del Sol Open de Espana afgøres søndag.

Nicole Broch Larsen gik lørdagens runde i ét slag under par og indtager en delt 33. plads. Hun er samlet én over par.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer