Koerstz Madsen clearet til at spille i sidste øjeblik | Golf.dk

Koerstz Madsen clearet til at spille i sidste øjeblik

02/12 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Efter en hektisk dag er Nanna Koerstz Madsen onsdag aften på vej mod lufthavnen i Miami, hvorfra turen går mod Dallas og Volunteers of America Classic. 

Den 26-årige dansker havde indstillet sig på en friuge efter en positiv coronatest, men onsdag blev der vendt op og ned på situationen. Det fortæller manager, kæreste, træner og caddie, Nicki Hansen, onsdag aften på telefonen.

Umiddelbart efter den positive prøve fik Koerstz Madsen, som gennem forløbet har været helt fri for symptomer, foretaget et par hurtigtests, som begge kom tilbage negative. Alligevel isolerede verdens nummer 72 sig hjemme i golfparadiset Boca Raton, mens hun ventede på svar fra mere fyldestgørende prøver.

Resultaterne forelå onsdag morgen og viste ingen spor af Covid-19. I stedet har der været tale om, at Koerstz Madsen i første omgang har afleveret en falsk positiv - noget der forekommer relativt hyppigt.

- Jeg skriver en besked til LPGA Touren og fortæller om vores utilfredshed. Man kunne måske godt have ventet til i dag med at træffe beslutningen om at fjerne Nanna fra startlisten, så man i det mindste kunne få chancen for at se, om de her prøvesvar ville nå at komme, inden man bliver smidt ud af turneringen. De skrev tilbage, at det kunne de egentlig godt forstå, så hvis Nanna vil, så får hun en plads i turneringen, siger Nicki Hansen.

Det kan potentielt få stor betydning, for med en placering som nummer 69 på Race to CME Globe er Koerstz Madsen lige på grænsen til at kvalificere sig til sæsonfinalen. Kun top-70 kommer med, og der resterer kun ugens turnering samt næste uges US Women’s Open til at indsamle point.

- Hun tager en flyver her fra Miami til Dallas i aften. Hun kommer så til at spille sidst af alle i morgen og helt alene. Og det bliver selvfølgelig uden noget prøvespil. Men vi spillede banen sidste år, så hun kender den lidt. Men det bliver en lidt sjov optakt, siger Hansen.

Klokken var 18.00 dansk tid, da Koerstz Madsen fik sin plads på startlisten tilbage. Et par timer senere havde Golf.dk Nicki Hansen i telefonen, og klokken havde endnu ikke rundet 21.00 før han vendte tilbage med besked om et nyt tvist i sagen.

LPGA Touren meddelte, at Koerstz Madsen ville få brug for endnu en test på et hospital i Dallas torsdag morgen, før hun kan få starttilladelse senere på dagen. Problemet var, at touren kun har adgang til et begrænset antal af disse tests, og der opstod tvivl om, hvorvidt Koerstz Madsen kunne komme til.

Først 22.30 dansk tid kom meldingen om, at alle forudsætninger er til stede til at kunne facilitere Koerstz Madsen, og mindre end 20 timer før sin starttid kan hun dermed begive sig mod Texas.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,171,722
  • Unique Visitor:143,288
  • Registered Users:162,023
  • Unregistered Users:31,187
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,776
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:184.72.102.217
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,223
    • This week:68,510
    • This month:293,497
    • This year:2,172,140

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk