Koepka vinder US Open og tangerer rekordscore | Golf.dk
Brooks Koepka lavede kun en enkelt bogey søndag og vandt US Open med fire slag.

Foto: Getty Images

Koepka vinder US Open og tangerer rekordscore

19/06 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Indtil i går var Brooks Koepka i Europa mest kendt for sit stærke spil under sidste Ryder Cup, hvor han vandt tre af sine fire matcher.

Sådan er det ikke længere.

Efter en iskold afslutningsrunde i 67 slag på Erin Hills i Wisconsin vandt han 117. udgave af US Open.

Den 27-årige spiller fra Florida skrev sig ind i golfhistorien under en på flere måde bemærkelsesværdig udgave af US Open.

Mens der stadig var spænding i turneringen havde den nærmest karakter af duel mellem Brooks Koepka og venstrehåndsspilleren Brian Harman.

Harmans deroute begyndte dog, da han slog langt ud i det tonstunge rough på 12. hul. En bogey var uundgåelig og et tre-putt på 13. hul betød endnu en bogey. Da Brooks Koepka samtidig fik tre birdies i træk fra 14. hul var konturerne af hans sejr allerede tegnet.

Koepka kunne gå ind til sine sidste to huller med en føring på fire slag. Dermed var der reelt mere spænding om, hvorvidt han kunne tangere Rory McIlroys scoringsrekord fra 2011, end hvorvidt han ville vinde US Open.

Efter et to-putt sluttede Koepka 16 under par og tangerede dermed McIlroys rekord fra Congressional Country Club i Washington i 2011.

Golfens superstjerner floppede fælt i denne uge. Folk som Koepka, Harman og engelse Tommy Fleetwood hører ikke til i den kategori. Skulle der alligevel drysses lidt stjernestøv udover turneringen søndag, skulle det formentlig være Rickie Fowler eller Hideki Matsuyama, der skulle levere.

Japanske Matsuyama leverede delvis. En runde i 66 slag så for en stund ud til at kunne true de førende. Matsuyama lavede birdies på to af de sidste tre huller.

Men det var lige før Koepkas afgørende birdiestime, der satte tingene på plads,

Rickie Fowler tabte pusten fuldstændig på de sidste ni og helten fra lørdag, Justin Thomas, gik en sløj runde som opfølgning på sin historiske 63’er.

Justin Thomas’ frustration blev opfanget af tv-mikrofonerne på 12. hul, hvor han højlydt stønnede til sin caddie, at hans bold røg i venstre på det hul, uanset hvad han gjorde. Han brugte 12 slag flere end lørdag og holdt sig kun akkurat inde i top-ti.

Brooks Koepka var for fire dage siden nummer 22 i verden og indehaver af en enkelt sejr på PGA Touren, som kom ved Waste Management Phoenix Open i 2015.

US Open 2017 vil blive husket for, at den længste bane i turneringens historie spillede forbløffende let. Det betød, at allerede på førstedagen blev der slået rekord for, hvor mange spillere, der nåede under par på en åbningsrunde i turneringen.

Lørdag faldt en anden rekord, da Justin Thomas som den første nogensinde gik en runde i 9 under par under en US Open.

Turneringen vil også blive husket for, at golfens store profiler svigtede. Verdens tre højest rangerede spillere missede alle cuttet. Jordan Spieth og Sergio Garcia klarede cuttet, men sluttede langt nede i feltet.

Den muskuløse Brooks Koepka er kendt for sin længde fra tee. Han er nummer fem i driving distance på PGA Tour.

Brooks Koepka er også usædvanlig i og med han tilbragte den indledende del af sin karriere på den europæiske Challenge Tour, hvor han vandt fire turneringer i 2012 og 2013.

Hans lillebror, Chase Koepka, er også professionel golfspiller og spiller også på Challenge Tour.

Brooks Koepkas seneste sejr er i øvrigt hverken i USA eller Europa. Den leverede han i Japan under Dunlop Phoenix Championship i efteråret 2016.

Der er altså tale om en spiller, der har præsteret på flere forskellige scener. Tiden vil vise, om en ny superstjerne blev født den uge, hvor Day, McIlroy, Stenson, Johnson, Scott, Garcia og Spieth alle fejlede.

Brian Harman sluttede på en andenplads, som han delte med Hideki Matsuyama. Tommy Fleetwood blev nummer fire.

Link til stillingen

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer