Koepka smadrer Bethpage og sætter kursen mod karrierens fjerde major | Golf.dk
Tirsdag blev Brooks Koepka spurgt om han frygtede Tiger Woods. Torsdag slog han den 43-årige legende med ni slag.

Foto: Getty Images

Koepka smadrer Bethpage og sætter kursen mod karrierens fjerde major

16/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Den skulle være noget så svær, Bethpage Black, og de bløde forhold skulle gøre, at den ville spille næsten urimligt langt. Det var alt sammen sandt for feltet, men ikke Brooks Koepka.

Titelforsvaret blev indledt med en birdie på over 10 meter, og første runde afsluttede han på samme måde. Derimellem producerede den 29-årige tredobbelte majorvinder yderligere fem birdies og resten pars. 

Det er svært at finde fejl under Koepkas runde, og ingen var så graverende, at det kostede et tabt slag. De 63 sllag er en tangering af den næstbedste runde i en major nogensinde.

Koepka har vundet tre af de seneste syv majors, han har deltaget i. Han måtte nøjes med en andenplads på Augusta, men intet tyder på, at han er blevet påvirket af manden, legenden, der skog ham i The Masters.

Torsdag morgen stod han ansigt til ansigt med Tiger Woods, samt Open Champion Francesco Molinari, og allerede efter første hul var Koepka tre slag foran.

Det blev ikke Tigers eneste doublebogey på dagen. Der kom en mere på dagens ottende hul, og samlet satte den 43-årige amerikaner syv slag til på banen, hvor han vandt US Open i 2002.

Han lavede også masser af gode ting, blandt andet en eagle på et af banens kun to par fem huller, og scoren endte i +2, Koepka slog begge sine medspillere med ni slag, men afstanden til Woods havde været væsentlig mindre, havde den 15-dobbelte majorvinder været skarpere med putteren fra halvanden meters afstand.

Tommy Fleetwood var ganske tilfreds, da han havde skrevet under på sit scorekort. Han kunne kigge på stillingen og konstatere, at han var alene på andenpladsen. Han var også hele fire slag efter majormanden Koepka helt i toppen.

Vinden er begyndt at tage til uden for New York, og derfor er det svært at se, nogen af de sent startende spillere skal komme i nærheden af Koepkas score. En af dem, der har chancen, er Thorbjørn Olesen. Danskeren er +1 efter tre huller.

+1 var også Lucas Bjerregaards score. Fire bogeys og tre birdies blev det til, og som landet ligger kort før klokken 20, er det kun to slag fra top-10.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer