Koepka sætter sig på feltet i New York | Golf.dk
Ingen havde vel forventet, at nogen kunne være 12 under par efter to runder på Bethpage Black. Men Brooks Koepka sætter i disse år en ny standard ved majors. Han nærmer sig sin fjerde majorsejr på mindre end to år.

Foto: Getty Images

Koepka sætter sig på feltet i New York

18/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Hvad mon Rory McIlroy tænker?

Den 30-årige nordirer ligger og roder i den del af feltet, som ingen gider at interessere sig for ved PGA Championship på Bethpage.

Imens lægger den et år yngre Brooks Koepka an til at vinde sin fjerde majorsejr og dermed lægge sig side om side med McIlroy i den eneste statistik, der tæller, hvis man vil måle en spillers plads i golfhistorien.

Og her er Brooks Koepka tilsyneladende en mand på en mission.

Efter en indledende 63’er, der fik den brutale Black Course på Bethpage til at virke føjelig og tandløs, fulgte han op med en 65’er som trods to bogeys undervejs virkede helt ubesværet. Eksempelvis ramte han 15 af 18 greens i regulation. Hans førsteplads var aldrig i fare, og han er nu 12 under par og 7 slag foran de nærmeste forfølgere.

Han må nu være alles favorit til at hæve The Wanamaker Trophy på søndag og dermed forsvare sit mesterskab fra sidste år præcis som han har gjort det ved at vinde US Open i både 2017 og 2018.

Han er 66 slag under par for alle majors i perioden 2017 til 2019. Det er 21 slag bedre end den næstbedste.

Hvis ikke Rory McIlroy lader sig gå på af det, så kan han måske lade sig gå på af, at en af spillerne på 2. pladsen efter fredagens spil er Jordan Spieth, som også kan pudse sit fjerde majortrofæ at til kaminen, hvis han er i stand til at holde stilen fra sin flotte morgenrunde på Bethpage.

Længe så det ellers ud til, at Adam Scott skulle løbe med opmærksomheden. Australieren, hvis grå skægstubbe vidner om, at han efterhånden har været med i gamet længe, var syv under par efter blot 14 huller.

En birdie på slutstrækningen ville give ham en runde i 62 slag og en tangering af den laveste majorrunde nogensinde, men Adam Scott var ikke i stand til at fremtvinge den. Et klodset putt fra en meter sneg sig uden om på 17. og kostede en bogey. Og på sidste hul slog Scott sit drive ind i kanten på en fairwaybunker, hvorfra det var lidt af en bedrift, at han reddede en par og dermed en runde i 64 slag.

Scott, der vandt Masters i 2013 og nåede toppen af verdensranglisten i en periode i 2014, er på en delt andenplads på tærsklen til weekenden.

Tommy Fleetwood lå nummer 3 efter første runde, og det meste af fredagen holdt han sig nær toppen. Men han får brug for noget særligt lørdag.

Briten, der er sluttet i top-4 ved to majors inden for det sidste par år, havde en kedelig afslutning. Bogeys på de sidste to huller medførte en runde i 71 slag, og nu er er han faldet fra en 3. plads til en 10. plads.

Fleetwood er blevet overhalet af landsmændene Matt Wallace og Justin Rose, så England har tre mand i top-10.

Tiger Woods blev ugens store skuffelse. Den nyslåede Masters-vinder missede cuttet med et enkelt slag efter at have lavet fire bogeys alene på bag-ni.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer