Koepka nummer et i verden | Golf.dk
Brooks Koepka har vundet tre af de seneste syv majors og er ny nummer et på verdensranglisten.

Foto: Getty Images

Koepka nummer et i verden

21/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Da det sidste hul var spillet og stillingen endegyldig, lignede det en komfotabel sejr til Brooks Koepka. Fire slag vandt han med, men den 28-årige amerikaner havde ikke nogen simpel vej til titlen i CJ Cup på Nine Bridges Golf Club i Sydkorea.

Ryan Palmer viste, hvor mange slag der var at hente, da han producerede birdies på de syv sidste huller. Det gav en ny banerekord i 62 slag og en tredjeplads i -15.

Trods den imponerende afslutning nåede Palmer ikke i nærheden af titlen. Det gjorde til gengæld Gary Woodland. Med seks birdies på de første ni huller fangede han Koepka, der var gået ind til søndagens afslutning med et forspring på fire slag. 

Sådan et angreb ville knække mange, men ikke årets dobbelte majorvinder. Koepka svarede igen med fem birdies og en eagle på hul 18. 29 slag kom han hjem i, og med en 64'er nåede han til -21 samlet. Woodland tog sig af andenpladsen i -17.

Sejren er Koepkas femte på PGA Touren, og den bringer amerikaneren op på verdensranglistens førsteplads for første gang i karrieren.

- Alt, jeg har gjort i år, har virket, så jeg vil ikke ændre på noget som helst. Bare forsøge at blive bedre. I aner ikke, hvor begejstret jeg er lige nu. Jeg kan ikke vente med at skulle spille igen, sagde Koepka. 

Det skal han allerede næste uge i WGC - HSBC Champions, hvor han kommer op imod Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer