Koepka nedkæmpede sine idoler | Golf.dk
Brooks Koepka er fremme på verdensranglistens andenplads efter sejren i PGA Championship.

Foto: Getty Images

Koepka nedkæmpede sine idoler

13/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Da verdensranglisten blev opdateret efter PGA Championship, rykkede Brooks Koepka frem til andenpladsen. Måden pointene bliver udregnet og fordelt er ofte til debat, men det er svært at sige noget til den 28-årige amerikaners nye personlige bedste, lige bag vennen Dustin Johnson. Han har trods alt vundet tre majors i løbet af 14 måneder, to denne sommer.

Det kommer efter en pause på fire måneder i starten af året, en der kostede ham deltagelsen i årets første major og føjede en del uønskede kilo til vægten. Måske var det netop det, der skulle til for at løfte spillet til nye højder.

- At sidde på sofaen fik mig til at indse, hvor meget jeg faktik elsker spillet og konkurrenceelementet. Jeg vil ikke sige, jeg var deprimeret, da jeg var på sidelinjen, men jeg var bestemt nedtrykt. Så jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg var, da jeg igen kunne spille. Jeg kunne ikke vente med at rejse mig fra sofaen, kunne ikke vente med at komme op om morgenen. Under skaden var der dage, hvor jeg ikke rykkede mig fra sofaen. Jeg blev tyk, tog 15-20 pund på. Det er aldrig sjovt, men jeg blev bare ved med at sige til mig selv ”ok, tag en dag ad gangen”, sagde han på sit pressemøde søndag aften med The Wanamaker Trophy ved sin side.

Skaden, der potentielt kunne have endt karrieren, synes et fjernt minde, nu hvor sommeren går på hæld. I juni forsvarede Koepka US Open, og søndag nedkæmpede han Tiger Woods og Adam Scott for sejren i PGA Championship.

- Når jeg kigger på, hvad jeg har præsteret de seneste to måneder, er det utroligt. Fra at sidde på sofaen og se The Masters, og så at forestille sig at jeg ville gøre dette; jeg ville have leet af dig og sagt, at der ikke var en chance, overhovedet ingen chance. Så at gøre det er virkelig utroligt.

Med sejren sluttede Koepka sig til en eksklusiv klub af aktive spillere under 40 år med mindst tre majors. Foruden det nyeste medlem tæller den Jordan Spieth og Rory McIlroy. That's it. Tre majors er nærmest en garanti for inklussion i golfens Hall of Fame, og på vejen dertil opnåede Koepka andre milepæle, der hører til i golfens hellige haller. Han blev den kun femte spiller i historien til at vinde US Open og PGA Championship samme år, og totalscoren på Bellerive Country Club (par 70) i 264, var en tangering af Henrik Stensons  majorrekord fra The Open 2016.

For at nå dertil måtte Koepka ikke kun overvinde en stor gruppe velspillende medlemmer af verdenseliten, han måtte også slås med sine idoler.

- Det er surrealistisk. Jeg kan huske, jeg så Adam vinde The Players. Jeg blev så vred, da han slog i vandet. Jeg var sandsynligvis ligeså frustreret som ham, for jeg heppede så meget på ham. Jeg elskede hans golfsving. Jeg synes, han har det bedste sving nogensinde. Det er så smukt, og han er også en af de flikeste fyre, når man møder ham, det er han virkelig.

- Med Tiger er det en selvfølge. Han er hele grunden til at min generation overhovedet spiller golf. Og at duellere med dem var ret fedt. Det tror jeg aldrig, jeg har drømt om, den situation, jeg var i i dag.

Barndomsidolerne blev dog ikke vist nogen nåde, da det hele skulle afgøres sent søndag. Tidligt på runden blev Koepka fanget af Justin Thomas efter to bogeys i træk, og senere blev det Scotts tur, til at hale spillemakkeren ind. Men hovedet forblev iskoldt, da presset var størst, og det kom til udtryk med afgørende birdies på hul 15 og 16.

- Jeg har en stor tro på mig selv. Jeg vidste, selv da alle angreb, at hvis jeg bare hang i og slog et godt slag ad gangen og holdt tingene kørende, så ville jeg få en chance for at rykke fri, og den kom på hul 15. Og så at slå så godt et slag på 16, og specielt at hole puttet efter "Scotty" næsten chippede i hul. Rollerne kunne virkelig være byttet rundt lige der. 

- Men de slag, jeg slog på de afgørende huller var virkelig gode. Vi havde en perfekt længde ind til hul 15, og på 16 slog jeg en laser lige på pinden. Det er nok et af de bedste slag under pres, jeg nogensinde har slået. 

Hvad fremtiden bringer kan ingen sige med sikkerhed, men efter at have sejren i tre ud af sine seneste seks majors og har hentet otte top-10 placeringer ud af karrierens 20 starter, er der masser af grund til at tro, Koepka kan spille med om flere af golfens vigtigste trofæer.

- Jeg har aldrig tænk på det. Tre majors i en alder af 28 er en fed fornemmelse. Det er det virkelig. Forhåbentlig kan jeg forblive skadesfri- det har jeg haft nogle problemer med de seneste par år eller tre. Jeg missede British Open og så Augusta. Men jeg er meget mere disciplineret nu. Så jeg burde kunne spille samtlige majors fremover.

- Men jeg glæder mig til de kommende år. Som fan, og jeg er en fan af golf, bør man være begejstret. Tiger er tilbage. Se på, hvad Dustin gør, Justin, Rory, Spieth – det er en skøn tid at være golffan. Jeg kan ikke vente med at gå op imod dem de næste par år eller hvor lang tid det nu rækker, sagde Koepka.

Næste chance bliver The Masters om 238 dage.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,578,655
  • Unique Visitor:123,335
  • Registered Users:160,685
  • Unregistered Users:31,227
  • Blocked Users:12,393
  • Published Nodes:15,503
  • Unpublished Nodes:315
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.219.31.204
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:13,359
    • This week:102,134
    • This month:386,125
    • This year:1,578,966

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk