Koepka kæmper for tronen | Golf.dk
Brooks Koepka er nummer tre i verden denne uge. Han har en chance for at blive nummer ét for første gang i karrieren.

Foto: Getty Images

Koepka kæmper for tronen

18/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der er gået ni dage, siden Brooks Koepka blev kåret til Player of the Year på PGA Touren, så årets dobbelte majorvinder har ikke haft alt for meget tid til at reflektere over bedrifterne i 2018. Den nye sæson er for længst startet, og i ugens CJ Cup i Sydkorea har Koepka verdensranglistens førsteplads at spille for. 

Dustin Johnson, den nuværende nummer ét, er ikke til start, så slaget står mellem Koepka og den forsvarende mester, Justin Thomas. Thomas har brug for en sejr for at genvinde tronen, som han en kort overgang var indehaver af midt på året. Koepka kan nøjes med en andenplads- hvis altså ikke Thomas vinder.

I det opgør kom 28-årige Koepka bedst fra start. Side om side tog de hul på turneringen, og manden med tre majortitler ud af fire sejre på PGA Touren lagde ud med en runde i 71 slag, -1, på Nine Bridges Golf Club. Det giver en delt 11. plads. Thomas er nummer 33 efter en 73'er.

Turneringen har også trukket fire europæiske Ryder Cup-profiler til, og det er ikke svært at forstå, hvad der har lokket dem til Jeju Island; penge.

Der er intet cut, og nummer sjok blandt de 78 spillere kan se frem til en trøstepræmie på hvad der svarer til cirka 100.000 kroner. Ikke dårligt, men ingenting i forhold til vinderen, som modtager 1,665 millioner dollars. 

Chez Reavie er en fjerdedel af vejen mod den check. En runde i 68 slag giver ham førstepladsen alene med et slag ned til Danny Willett og sydkoreas egen Si Woo Kim i -3.

Ian Poulter er bedst blandt Thomas Bjørn Ryder Cup-helte. Med birdies på dagens to sidste huller kom han rundt i 70 slag, hvilket rakte til en delt fjerdeplads på en kold og blæsende dag. Paul Casey deler 11. pladsen med Koepka i -1, mens hans four-ball makker, Tyrrell Hatton, er et slag efter på 19. pladsen. Alex Norén er nede som nummer 47 i +2.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer