Knox møver sig foran Kjeldsen | Golf.dk

Knox møver sig foran Kjeldsen

10/08 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Torsdag klokken 12.30 dansk tid bliver der skrevet historie, når Brasiliens egen Adilson da Silva skyder golf tilbage på det olympiske program for første gang i 112 år. Det bliver en stor dag for spillet, men i kapløbet om at komme på efterårets Ryder Cup-hold, er turneringen ikke tællende.

Det betyder, at Czech Masters og Made in Denmark - samt Wyndham Championship på PGA Touren - er de eneste tilbageværende turneringer i den europæiske kvalifikation. Indtil søndagens afgørelse på Travelers Championship lå Søren Kjeldsen lige bag de direkte kvalificerede på World Points List, men med sejren kilede Russell Knox sig ind foran danskeren. 

Med 141,22 optjente point er skotten 24 point foran Kjeldsen (117,47) og kun 6,6 point fra Matthew Fitzpatrick på den yderste kvalifikationsplads. I et stykke tid har Lee Westwood (116,47) og Martin Kaymer (116,34) været storfavoritter til at modtage ”wild cards”, og sluttede kvalifikationen i dag, ville Knox have ligeså god chance for at blive udpeget til at fuldende holdet. 

Nok ville den 31-årige blive den sjette rookie på det europæiske hold, men Knox er fremme som nummer 18 i verden, spiller til daglig på PGA Touren og er vant til de forhold, der venter på Hazeltine. Han har vundet to gange i kvalifikationen, og havde de 66 point fra førstepladsen i WGC – HSBC Champions talt med, ville han allerede være garanteret en plads på holdet. Knox takkede først ja til medlemskab af europatouren dagen efter sejren, og derfor begyndte han først at samle point 9. november, to måneder efter kvalifikationen startede. Det er uden tvivl faktorer, Darren Clarke vil tage med i betragtning – ligesom han nok også skæver til stillingen i Rio. 

Det synes at være Kjeldsens chance (hvis han ikke er at finde på startlisten til Wyndham Championship, når den offentliggøres fredag); en stor præstation i OL samt et resultat i stil med sidste års andenplads i MiD. Mindre kan nok ikke gøre det, og uanset hvad vil den 41-åriges skæbne være i kaptajnens hænder, for selv med en sejr i Himmerland vil hullet op til Fitzpatrick ikke kunne lukkes. 

Sådan er stillingen små tre uger inden kvalifikationen slutter.

Europa 

Spilleplan for den resterende del af kvalifikationen i parentes

European Points List

Rory McIlroy

Danny Willett 

Henrik Stenson

Chris Wood (MiD)

World Points List

Sergio Garcia

Justin Rose 

Rafa Cabrera Bello (Wyndham Championship, MiD)

Andy Sullivan (Tjekkiet, MiD)

Matthew Fitzpatrick (Tjekkiet, MiD)

USA
Dustin Johnson

Jordan Spieth

Phil Mickelson

Jimmy Walker

Brooks Koepka

Zach Johnson

J.B. Holmes

Patrick Reed

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer