Knastørre Carnoustie åbner op for radikalt forskellige strategier | Golf.dk
Tiger Woods har tidligere haft succes med at spille defensivt fra tee i The Open, og det er også en strategi, han kommer til at benytte på Carnoustie.

Foto: Getty Images

Knastørre Carnoustie åbner op for radikalt forskellige strategier

18/07 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Når den 147. udgave af The Open begynder torsdag morgen, vil vi få golf at se spillet på vidt forkellige måder. Den tørre og varme sommer i Skotland har gjort Carnoustie hård og hurtig, og i stedet for tørv fyger det med støv, når der bliver slået fra fairway.

Sidste gang, vi så lignende forhold, var på Hoylake i 2006. Dengang vandt Tiger Woods ved kun at slå én eneste driver hele ugen. Han forventer at benytte en lignende fremgangsmåde på Carnoustie, og dertil har han skaffet sig et 2-jern med 17 graders loft, tre grader mindre end han normalt benytter. 

Det burde kunne holde de i forvejen lave ”stingers” under vinden og få bolden til at piske af sted ned ad fairways, men kommer der ingen vand fra oven, kommer vi måske til at se Woods trække endnu kortere våben fra tee.

- Jeg mener det er afgørende at forstå, hvordan man skal spille banen under de her forhold. Jeg synes, boldflugten er vigtig. Banen kan blive spillet på så mange forskellige måder, og testen bliver, hvordan vi manøvrerer os rundt.

- Der er ikke mange muligheder for at slå driver, alene fordi bolden kommer til at rulle 80 yards. Det er bare svært at holde bolden i spil på den måde. Selv med 4 og 5-jern løber bolden nogle gange 50-60 yards. Det bliver interessant at se, hvilke køller vi slår fra tee, og meget af det afhænger af, hvilken vej vinden blæser, sagde Tiger Woods på sit pressemøde.

Andre spillere ser helt anderledes på udfordringen. På Carnoustie er det alfa omega at undgå potbunkers langs fairways, og til den opgave mener Rory McIlroy, at driveren er det oplagte valg.

- Vi forventer at få samme vindretning resten af ugen, og hvis du er en spiller, som kan flyve bolden mere end 300 yards, kan man stort set tage alle problemerne ud af spil på mange huller. Selvfølgelig skal man vælge sine steder, men jeg tror, vi kommer til at se mange af de lange drenge spille agressivt, sagde han.

Roughen er hverken tyk eller saftig, og der er fjernet en masse gorse-buske siden den seneste udgave af The Open på banen i 2007, så det bliver intet problem at få bolden frem til green. Til gengæld kan det blive vanskeligt at kontrollere længden på slagene fra roughen.

Det bekymrer dog verdens nummer ét, Dustin Johnson. På twitter fremlagde han allerede mandag sin strategi i forsøget på at vinde sin anden major, og den involverer nogle af de velkendte tordenskrald fra tee.

- Jeg føler mig godt tilpas denne uge, og jeg kommer til at slå en hel del drivere. Alt er tørt og spiller hurtigt, skrev han.

Det skal blive interessant at se, hvilken strategi, som kommer til at blive succesfuld, men alene det, at der er stor uenighed om vejen til den laveste score peger i retning af en fantastisk turnering, hvor mange forskellige typer spillere har en chance for at gøre sig gældende.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer