Klubtrænerne sætter sig i managerens stol | Golf.dk
Der trænes på rangen i Royal Golf Club. Rangen plejer at være den lokale pros domæne, men de danske trænere oplever, at deres rolle er under markant forvandling og deres ansvar i klubberne bliver bredere.

Foto: Buro Jantzen

Klubtrænerne sætter sig i managerens stol

21/11 - 2017 | Torben Thornæs Andersen

Følgerne af finanskrisen for knap ti år siden var hård kost for økonomien i de danske golfklubber, og det gik især ud over de danske pro’er. I takt med, at klubberne mistede medlemmer, mistede de også muligheden for at opretholde kontrakterne med deres pro’er. Det kom til at gøre ondt på indtjeningen i trænererhvervet.

I årene, der er gået, har pro’erne måttet kæmpe med et at finde sig tilrette under de nye forhold, og det har fået en del trænere til at rykke tættere på klubbernes drift. I PGA of Denmark støtter man tendensen. Her er man en blandt flere, der tilbyder at uddanne pro’erne til golfmanagere.

- Det er klart en mulighed at slå manager og træner sammen og få en trænermanager. Så får man to funktioner i samme mand, siger Mats Björkmann, konsulent hos PGA of Denmark.

Han forklarer, at man med oprettelsen af uddannelsen gerne vil forberede trænerne på den virkelighed, som handler om, at klubberne forlanger større involvering fra deres side.

- Vi ser flere kombinerede stillinger, og det har udfordret nogen, at man skal involvere sig mere. Før havde man mere ad-hoc opgaver, hvor man lavede træning. Nu er man mere en del af klubben, og vi ser flere og flere, der bliver funktionæransat. Tidligere fik de penge, og kunne selv rode med andre ting. I dag skal uddannelserne følge med, og der skal være mere fokus på det ledelsesmæssige og organisatoriske, siger Mats Björkmann.

Ud over drift og ledelse sætter PGA of Denmarks uddannelse for golfmanagere også fokus på oplevelsesøkonomi og salgspsykologi. De nye emner er et udtryk for, at trænergerningen gennemgår en udvikling, hvor også medlemmerne skruer op for kravene, når der skal leveres træning i klubben.

I det nyeste nummer af Dansk Golf, som er på gaden i denne uge, kan du læse mere om de nye tider for trænernes i klubberne, og hvordan de med nye koncepter og fokus på sociale tiltag forsøger at imødekomme forventningerne til den danske golfpro anno 2017.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer