Klub hjælper corona-krisens ofre: Gratis golf til fyrede  | Golf.dk
Holstebro Golfklub giver nu gratis golf på klubbens to par 3-baner til alle opsagte.

Klub hjælper corona-krisens ofre: Gratis golf til fyrede 

14/05 - 2020 | Henrik Søe

Corona-krisen har sendt mange danskere ud i ledighed. I sympati med de opsagte medarbejdere har Holstebro Golfklub lanceret et initiativ, hvor de fyrede kan fordrive tiden med at spille gratis golf indtil 1. august. 

Efter først-til-mølle princippet har klubben tilbudt 100 gratis medlemskaber, som giver frit spil på klubbens to par 3-baner og brug af træningsfaciliteter alle ugens dage - lige så mange gange som man lyster. 

- Vi har generelt mærket stor efterspørgsel fra nye medlemmer i denne periode, så ideen var at gøre noget for dem, som hverken havde job, penge eller noget at lave. Vi er glade for at få lov at hjælpe nogle af de mennesker, som er blevet ekstra hårdt ramt af coronakrisen, siger klubbens Golf Manager Kristian Grud. 

Tilbuddet blev søsat i sidste uge, og den indledende interesse var stor. 

- Vi blev bestormet med positive tilkendegivelser i de første par dage, hvor der var rigtig godt gang i den. Men ud fra den store opmærksomhed, som initiativet fik, har vi nok ikke fået helt så mange gratis medlemmer, som vi regnede med. Der er stadig plads til flere, og folk er nok ikke kommet helt ud af busken endnu. Men de, der har taget mod tilbuddet, er dybt taknemmelige for at kunne få lov til at spille golf i tre måneder uden at betale for det, og på den måde er alt jo godt, siger Kristian Grud. 

Initiativet skal også ses som en måde at investere sig ud af krisen på. For håbet er naturligvis også, at nogle af de opsagte gratis-medlemmer bliver grebet af golf. 

- Et golfkontingent er nok ikke det, der står øverst på listen, når man lige er blevet afskediget. Men nu får de tiden til at gå i nogle måneder, indtil de får et arbejde igen. Og vores håb er så, at de bliver fanget af det og husker os, når de igen får et job og kommer ud på den anden side, siger Kristian Grud. 

Hvis du kender nogen (i området), som er blevet opsagt i forbindelse med corona-krisen og som kunne tænkes at ville prøve kræfter med golfsporten, kan du læse mere om tilbuddet på Holstebro Golfklubs hjemmeside.  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer