Kjeldsen vender tilbage til favoritbanen | Golf.dk
Sejren på Valderrama i 2008 gav Søren Kjeldsen karrierens største pengepræmie.

Foto: Getty Images

Kjeldsen vender tilbage til favoritbanen

17/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

To andenpladser og en sejr er det gennem årene blevet til for Søren Kjeldsen på Valderrama. Ydermere har han vundet i Sevilla, så  beviserne hober sig op; den 42-årige dansker trives fortrinligt i det sydlige Spanien.

Chancerne for en ny triumf i denne uges Andalucía Valderrama Masters er dog beskedne, for Kjeldsen kommer til turneringen efter næsten to måneder på sidelinjen. Ikke siden Made in Denmark har han sat en tee i jorden, og det skyldes problemer med ryggen.

- Det er noget, der sidder og klemmer på en nerve i lænden, så først og fremmest handler det om at lave en masse øvelser hvor jeg strækker bagover, kontra det jeg altid laver- står foroverbøjet, så jeg kan få lidt mere styr på den disk, som sidder og irriterer.

- Den første tid gik med at finde ud af, hvad der var galt og så gøre noget ved det. Så efter jeg fandt ud af, præcis hvad det var, så har jeg lavet øvelser hver time, 16 gange om dagen, og så de seneste par uger er jeg begyndt at træne lidt. Og sidste uge kunne jeg begynde at træne mere eller mindre normalt.

- Jeg er stadigvæk øm, men har ikke den der smerte, som jeg havde. Men jeg kan stadigvæk godt mærke, at jeg er lidt langsom og lidt øm, specielt om morgenen. Men jeg synes, det går meget fremad hver eneste dag, sagde Kjeldsen på vej fra driving rangen til indspilsgreenen.

For Kjeldsen er det ideelle omgivelser at vende tilbage til europatouren i, når han torsdag klokken 09.05 slår ud på den smalle skovbane sammen med Danny Willett og Joost Luiten. 

- Den her bane har jeg altid brudt mig om. Det er en af de baner, jeg er vokset op med at se på tv, og så efter jeg vandt der i '08, er det selvfølgelig blevet et specielt sted for mig. Men jeg elsker det med at man skal tænke sig meget rundt her. Man skal lægge bolden i position hele tiden, så det er langtfra bare driver på hvert hul. Og så blæser det generelt meget, og så er det svært oppe omkring greens. Og man kan sige, at når jeg spiller godt, er det typisk de ting, jeg er god til, og derfor er det ikke tilfældigt, at jeg godt kan lide banen.

Kjeldsen er nummer 52 på Race to Dubai, og målet er at spille både Tyrkiet, Nedbank Challenge og DP World Tour Championship, hvis altså han til den tid er blandt de 60 kvalificerede. Målsætningen for denne uge er dog yderst beskeden oven på karrierens længste skadespause. 

- Først og fremmest skal jeg finde ud af, hvordan ryggen reagerer på at spille turnering igen, og så skal jeg finde ud af, hvor mit spil er henne. Det her er sådan en uge, hvor jeg mere observerer, hvilken retning det skal gå med den ene og anden ting, så ingen forventninger denne uge.

Link til startlisten 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer