Kjeldsen og Olesen kan revanchere Bjørn | Golf.dk

Kjeldsen og Olesen kan revanchere Bjørn

27/07 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Året er 2005, det er sommer og det er varmt på Baltusrol nær New York. Afslutningen på PGA Championship er blevet udskudt til mandag på grund af torden. Det er kun to somre siden Thomas Bjørns berygtede tur i bunkeren på Royal St Georges, men nu er han igen i kamp om en major efter en tangering af majorrekorden på 63 slag lørdag. Da han mandag vender tilbage til sin bold i roughen på hul 15 er det koldere i vejret, der er fugt i græsset og banen er en smule blødere. Hvad der dagen inden uden tvivl var en pitching wedge fra roughen i højre side af hul 15, det bliver nu til et 9-jern. Den bliver for lang og resulterer i en bogey.

Bjørn er i kamp om titlen med Steve Elkington og Phil Mickelson, og han får gjort skaden efter sin bogey god med et langt birdieputt på det næsten umuligt lange hul 17. På sidste hul er de lige. Elkington er i klubhuset i -3, Bjørn har slået et stort drive midt i fairway men har en akavet længde, der hverken passer til de to valgmuligheder i baggen, en 3-wood eller 7-wood. Mickelson i bolden bagved kan se Bjørn forsøge sig med en stille 3-wood som hooker og ender i en greenbunker.

Bjørn efterlader sig selv fem meters penge for birdie, og den er i hul hele vejen, indtil den ikke er det længere. Hullet suger bolden til sig, men efter en halv omgang rundt i koppen bliver den hånligt spyttet ud igen. Minutter senere kommer Mickelson ind-og-i for birdie for en score i -4 og henviser Bjørn til en delt andenplads.

Sådan gik det dengang for 11 år siden. Baltusrol er tilbage på Programmet, men Bjørn er ikke i feltet. Til gengæld er Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen klar til at forsvare de danske farver. Der er mere end bare en major på spil for de to. Skal de have en chance for at kvalificere sig til Ryder Cup, kræver det et stort resultat på banen uden for New York.

Trods sin lange karriere har Kjeldsen kun spillet med i PGA Championship fire gange tidligere, og resultaterne er svære at udlede noget af. Tre gange missede han cuttet, og i den fjerde opnåede han en sjetteplads – karrierens bedste resultat i en major. Det er mere relevant at kigge på årets resultater, og der har den 41-årige dansker top-10 placeringer både i Masters og for 10 dage siden i The Open.

Olesen har spillet PGA Championship tre gange med resultater fra en 27. plads til en 40. plads. Olesen blev nummer to i Tyskland tidligere på sommeren, men siden trak han sig i Frankrig med en vedholdende lyskeskade. I både Skotland og The Open missede han cuttet, men Olesens store resultater kommer gerne ud af det blå, så man kan ikke udelukke, at han har en sen starttid søndag.

Kjeldsen bliver første dansker på banen torsdag klokken 14.10 dansk tid. Han skal spille med Billy Hurley III og Scott Hend. Olesen får selskab af Russell Henley og Fabian Gomez klokken 18.35.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,580,853
  • Unique Visitor:123,377
  • Registered Users:160,686
  • Unregistered Users:31,226
  • Blocked Users:12,393
  • Published Nodes:15,503
  • Unpublished Nodes:315
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.238.184.78
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,008
    • This week:90,607
    • This month:375,771
    • This year:1,581,164

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk