Kjeldsen nærmer sig sikkerhed | Golf.dk
Søren Kjeldsen har kun en enkelt top-10 placering i 2018, men det sædvanligvis hårde arbejde på træningsbanen begynder at give positive resultater.

Foto: Getty Images

Kjeldsen nærmer sig sikkerhed

13/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

For et par uger siden var Søren Kjeldsen uden for top-100 på Race to Dubai, og vi er nået til den del af sæsonen, hvor det bliver en stressfaktor at flirte med at falde ud af top-110, der udløser kategori 9 til næste sæson. Nok er Kjeldsen garanteret spilleret på grund af sin plads i top-40 på Career Money List, men det er ikke en ligeså stærk kategori, og den gælder kun et enkelt år.

Kjeldsen kender vigtigheden af at beholde spilleretten. Han har trods alt gjort det hvert eneste år siden sin rookiesæson i 1998. Stimen kommer med al sandsynlighed til at strække sig til på den anden side af 2018, for som sommer blev til efterår blev den 43-årige danskers spil bedre.

Han sluttede på 12. pladsen i Made in Denmark, og ugen efter hentede han et identisk resultat i Omega European Masters for at klatre frem til nummer 95 på Race to Dubai med fem turneringer tilbage af den ordinære sæson. 

Nu er turen gået til Holland og KLM Open, og der åbnede Kjeldsen forestillingen med en runde i 66 slag. Det var en yderst populær score torsdag på The Dutch. 12 kollegaer må Kjeldsen dele tredjepladsen med, blandt dem Eddie Pepperell, Jordan Smith og Renato Paratore.

I -5 er de et slag efter Chris Wood og to efter Ashun Wu på førstepladsen. 

-1 er kun præcis nok til at holde sig inden for top-65 og cutgrænsen, så de to øvrige danske deltagere kommer på hårdt arbejde fredag for at klare sig med til weekenden. Guderne skal vide, de har brug for det.

Lasse Jensen er nummer 159 på Race to Dubai og i par for turneringen. Jeff Winther er på 136. pladsen på pengelisten og lige uden for top-100 denne uge med sin score i +1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer