Kjeldsen går sjælden runde i 60'erne | Golf.dk
Søren Kjeldsen er kun to slag fra top-10 efter første runde af Scandinavian Invitation.

Foto: Getty Images

Kjeldsen går sjælden runde i 60'erne

22/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Var det ikke for Abu Dhabi HSBC Championship, ville Søren Kjeldsen være i alvorlige problemer. Den 44-årige dansker fik en femteplads med fra ørkenen i sin sæsondebut, og de 260.000 euro, han fik for præstationen, udgør små 80 procent af det, han har tjent i 2019.

Kjeldsen har kun klaret fem ud af 14 cuts, og i to af de turneringer, han fik penge med fra, sluttede han uden for top-60. Derfor er han gennem sæsonen langsomt raslet ned ad Race to Dubai, og denne uge deltager han i Scandinavian Invitation som nummer 92.

Torsdag viste han gode takter på Hills Golf & Sports Club. Kjeldsen lagde ud i 68 slag, og det er kun den tredje turnering i 2019, hvor han afleverer en runde i 60'erne. Efter tre missede cuts i træk har han gode muligheder for at få alle fire runder med i Göteborg, for dagens score i -2 rækker til en delt 25. plads med to slag ned til cutgrænsen.

Der, på en mangedelt 51. plads, ligger Joachim B. Hansen. For en uge siden gjorde nummer ét på sidste års challengetour en ende på en kedelig stime af missede cuts, og nu står han foran en vigtig fredag for ikke at falde tilbage i samme rille med friweekender. 

Hansen startede turneringen med fem pars efterfulgt af en triplebogey, men han fik vendt rundt på tingene på bagni, som han gik tre under par. Den 28-årige fra Hillerød er nummer 109 på Race to Dubai og kunne trænge til at få del i de 1,5 millioner euro, der skal fordeles søndag.

Hvis de tre øvrige danske deltagere skal med videre til weekenden kræver det store forbedringer fredag. Jeff Winther var -1 efter 14 huller, men han faldt uden for top-100, da de sidste fire huller kostede fire tabte slag. Winther deler 108. pladsen i +3 med Lasse Jensen. 

Thomas Bjørn behøvede ikke ord til at beskrive sin runde. Han tweetede en ”poop emoji” ud til sine 45.500 følgere. Det kom efter seks bogeys, en doublebogey og kun to birdies, som gav en 76'er og en placering nær bunden af stillingen.

Oppe i den anden ende lagde Wade Ormsby sig i front i 62 slag, -8. Højdepunktet på en bogeyfri runde var en eagle på det 412 meter lange 14. hul.

- Jeg fik en ret ligetil birdie på 12. hul, og så på 14. var jeg mellem et 4- jern og et 5-jern. Jeg valgte den rigtige kølle og dåsede den. Det gav mig en smule momentum til de sidste huller, sagde australieren til europatouren.

Han fører med et slag ned til Alex Levy og Joakim Lagergren, mens vinderen fra 2016, Matthew Fitzpatrick, er alene på fjerdepladsen i -6. 

Fitzpatrick er feltets højest rangerede spiller og en af kun tre fra verdens top-50. De to andre er svenskere, som begge kom beskedent fra start. Henrik Stenson er et slag under par, mens Alex Norén er +2.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer