Kjeldsen drømmer stort | Golf.dk

Kjeldsen drømmer stort

16/05 - 2016 | Claes Meldal

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
 
1. Søren Kjeldsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 43 i The Players Championship (PGA Tour)
Søren Kjeldsen havde på mange måder en fin uge i Florida mod hele verdenseliten. Danskeren havde godt gang i driveren og undgik dermed at komme i alvorlige problemer, og han havde rimelig godt styr på de ekstremt hurtige greens. Når jernslagene sidder i skabet, bliver han giftig. Han drømmer allerede om en sejr i næste års Players. På den korte bane kan han forhåbentlig tage de positive tanker med til Irland i denne uge, hvor han stiller op som forsvarende mester.
 
2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 24 i Buick Championship (Ladies European Tour)
Nanna Koerstz Madsen var forståeligt nok skuffet efter sit sammenbrud i finalerunden, hvor hun måtte notere fire dobbeltbogeys og to bogeys på vej mod en 78’er. Men den slags ting er der ikke tid til at dvæle ved. Smørum-profilen er allerede kommet op på hesten igen og ser frem mod de næste ugers kvalifikationsturneringer til to majors. Spillet eller formen fejler nemlig ikke det fjerneste – og selv de bedste golfspillere kan have en dårlig dag.
 
3. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 24 i Buick Championship (Ladies European Tour)
Nicole Broch Larsen fik ikke sat sit præg på begivenhederne i Buick Championship, som vi ellers er blevet vænnet til. Hun sluttede dog af med en flot finalerunde i 70 slag på den svære bane, godt hjulpet af 8 birdies. Det gav hende et avancement på 12 pladser i det stærke felt til en slutplacering som nr. 24.
 
4. Mads Søgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 33 i Montecchia Open (Challenge Tour)
Mads Søgaard skulle score lavt for at begå sig i den store birdiekonkurrence, som Montecchia Open endte med at blive. Banen ydede ikke meget modstand, og det lykkedes da også Ikast-spilleren at rulle 12 birdies og en eagle i koppen i løbet af de tre runder, som turneringen blev forkortet til. Det var dog ikke nok til at lægge pres på de førende, der præsterede endnu lavere scores end Søgaards slutscore i otte under par.
 
5. Therese O’Hara
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 38 i Symetra Classic (Symetra Tour)
Therese O’Hara havde brug for et godt resultat for at holde fast i sin gode sæsonstart Det lykkedes hende også at lægge fornuftigt ud med runder i 72 og 70 slag, men i finalerunden blev en enkelt triplebogey kostbar for den tidligere Søllerød-spiller. En potentiel top 20-placering blev vekslet til en 38. plads, og det betyder, at hun helst skal finde vejen til toppen af leaderboardet i en af de kommende turneringer på Symetra Tour.
 
Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer