Kjeldsen den ene konstant under kaotisk danskerdag på Valderrama | Golf.dk
Søren Kjeldsens gode forhold til Valderrama er intakt. En runde i +1 fredag holder ham fremme på sjettepladsen.

Foto: Getty Images

Kjeldsen den ene konstant under kaotisk danskerdag på Valderrama

04/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Alle seks danskere klarede cuttet i Estrella Damm N.A. Andalucia Masters, men der blev rykket godt og grundigt rundt på deres placeringer under anden runde på ikoniske Valderrama.

Jeff Winther skød sig 72 placeringer op gennem stillingen med dagens bedste runde, og Rasmus Højgaard tabte 58 placeringer med en 79’er uden en eneste birdie.

Kun Søren Kjeldsen sluttede, hvor han startede dagen. På sjettepladsen. Kjeldsen var et slag under par halvvejs gennem runden, men han løb ind i problemer på 11. hul, og da den 45-årige gik fra 13. green, havde han sat fire slag til i løbet af bare tre huller. Birdies på 16. og 17. gjorde det alligevel til en god dag.

- Jeg er meget glad over den måde, det skete på, for jeg var godt spillende, og så kom der tre forfærdelige huller - bogey, bogey, doublebogey - og at være i stand til at rejse mig fra det og spille de sidste huller et par stykker under, det er jeg meget glad for, fordi her kan man bare så hurtigt miste grebet, sagde Kjeldsen til Sky Sports.

Halvdelen af karrierens fire sejre på europatouren er vundet i Andalusien, og en af dem på Valderrama. Det er en bane, Kjeldsen også er blevet nummer to på et par gange, og inden weekenden er han i position til igen at spille med om en sejr i Sotogrande.

Andenpladsen er kun to slag væk, mens amerikaneren John Catlin har skabt et forspring på et par slag i toppen efter birdies på 16. og 17. for at nå til -3 for turneringen.

Jeff Winther er heller ikke ude af kampen om sejren - især ikke, hvis han kan fortsætte takterne fra fredagens runde. 32-årige Winther var fem over par på de sidste fem huller torsdag og et par slag uden for cutgrænsen, men anden runde blev en helt anderledes oplevelse.

Han lavede en håndfuld birdies og satte kun et par slag til på den smalle, krævende bane. Det gav en runde i 68 slag, -3, hvilket var dagens laveste score. Fra morgenstunden var Winther på 85. pladsen. Han går ind til weekenden på en delt 13. plads i +3.

Ingen andre danskere var i nærheden af at slutte sig til gruppen på 15 spillere, som var i røde tal fredag. Joachim B. Hansen brugte 74 slag for anden dag i træk, mens Thomas Bjørn efter at have været under par tidligt på runden afleverede en 76’er. De deler 37. pladsen i +6.

Går man et slag længere ned i stillingen, finder man Thorbjørn Olesen. To doublebogeys på par fem huller pyntede ikke på scoren. 77 slag blev blev resultatet af dagens arbejde, hvorefter Olesen er på 52. pladsen.

Rasmus Højgaard har været flyvende, siden sæsonen blev genstartet. I fire turneringer i Storbritannien sluttede han ikke værre end en sjetteplads, og det gode spil fortsatte torsdag i det sydspanske. Fredag blev en påmindelse om, at han trods alt er menneskelig. Det 19-årige stjerneskud lavede 10 pars under sin arbejdsdag, men resten af hullerne blev til bogeys. Først da de sidste grupper var ved at lukke ned for anden runde, stod det klart, at Højgaards total i +8 ville række til at klare cuttet. Nummer fire på Race to Dubai er på 64. pladsen og har nu 36 huller til at forsøge at spille sig op gennem feltet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,147,178
  • Unique Visitor:103,629
  • Registered Users:159,555
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,380
  • Published Nodes:15,248
  • Unpublished Nodes:286
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:7,729
    • This week:93,565
    • This month:397,381
    • This year:1,147,399

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk