Kjeldsen åbner med manér | Golf.dk

Kjeldsen åbner med manér

13/01 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Søren Kjeldsen er lige så stabil som en supertanker i stille vande.

Det vidste vi allerede godt i vores del af verden. Nu ved de det også på Hawaii. Søren Kjeldsen gik en bundsolid runde med fem birdies og en enkelt bogey, da han sæsondebuterede på PGA Touren.

I skrivende stund er hans score i 66 (fire under par) nok til en delt 12. plads. En placering, der nok vil forandre sig henover natten, når resten af feltet gør sig færdig. Tidsforskellen til Hawaii er på 11 timer.

Kjeldsens statistikker vidner om stor driftsikkerhed på Waialee Country Club, hvor Sony Open spilles.

Han traf 10 af 14 fairways, og ramte 16 ud af 18 greens i regulation. Han var godt nok i tre greenbunkers, men alle tre gange kom han op og i.

I resten af verden vil Kjeldsens runde dog nok få mindre opmærksomhed end Justin Thomas’ 18 huller.

Justin Thomas havde endda overskud til en enkelt bogey. Den unge amerikaner lavede nemlig også otte birdies og to eagles.

Han fik sin 59’er under dramatiske omstændigheder, da han skulle bruge en eagle på sit sidste hul. Thomas er brandvarm efter at have vundet SBS Tournament of Champions i sidste uge, og fører selvsagt Sony Open lige nu.

Hans 59’er er ottende gang, der skydes under 60 på PGA Touren. Bedst er stadigvæk Jim Furyk, der præsterede en 58’er under Travelers Championship i sommer.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer