Kinhult side om side med Matt Wallace i British Masters | Golf.dk
Matt Wallace viser igen hvor god en golfspiller han er i denne uge, og han skal derfor ikke undervurderes som en kandidat til næste uges Major.

Foto: Getty Images

Kinhult side om side med Matt Wallace i British Masters

11/05 - 2019 | Jakob Schmidt

Den engelske linksbane Hillside Golf Club bød endnu engang på en omgang spændende golf, hvor Marcus Kinhult og Matt Wallace placerede sig øverst i tabellen med en samlet score i -14 inden morgendagens finalerunde. Det var tydeligt at banen fremstod mere udfordrende end de første to runder, hvilket også besværliggjorde Wallace's drøm om en turnering uden én eneste bogey.

Dagen startede ellers suverænt for den firedobbelte europatourvinder, som lavede birdie på banens tre første huller. Herfra fortsatte det gode spil med syv pars i træk inden det gik galt på hul 12, hvor han sendte sit drive langt i højre og måtte droppe ud af en vandhazard. Den gode stime uden bogeys stod ikke til at redde, og Wallace måtte lave den første firkant på scorekortet i denne uge.

Efter denne ene skævert lignede Wallace også en mindre selvsikker golfspiller, hvilket allerede kom til udtryk tre huller efter på hul 15. Her blev det til en sekser på det 380 meter lange par fire hul, og så var førstepladsen for alvor truet.

- Det handler ikke om at vinde turneringen om lørdagen. Det handler om at sidde sig selv i en god position, så jeg ser frem til i morgen, sagde Matt Wallace fortrøstningsfuldt efter runden.

47 huller skulle der til, før at den velspillende englænder blev menneskelig igen og lavede en bogey. Han manglede ellers kun to huller mere, før at han kunne tangere Molinari's årsrekord fra Masters, hvor italieneren gik 49 huller uden en bogey. Den turnering endte Molinari med at tabe, og det samme kunne sagtens ske for Matt Wallace.

Den kun 22-årige svensker Marcus Kinhult fulgte nemlig trop i toppen af tabellen. Med en blandet landhandel på scorekortet i form af én eagle, fem birdies, en bogey og en dobbeltbogey, kunne Kinhult se sit eget navn ved siden af Wallace's. Det ville også være noget af en bedrift for den unge svensker, hvis han skulle trække sig sejrsrigt ud af turneringen. Han har nemlig kun claret to cuts på europatouren i 2019, sidste gang i starten af februar.

Turneringens vært Tommy Fleetwood havde også fundet de gode takter frem, og med en bag ni på kun 32 slag, ville publikumsfavoritten også blande sig i toppen. Han ligger på en delt 4. plads, tre slag efter de førende.

- Jeg synes at det var et fantastisk publikum i dag. Specielt da jeg startede med at spille godt på de sidste ni, så kunne jeg nemlig give dem noget at juble over, sagde verdensstjernen til rapportene på vej væk fra 18. hul.  

Også Søren Kjeldsen og Lasse Jensen havde klaret cuttet denne weekend. De havde dog begge en udfordrende dag, og værst var det for Lasse, som måtte se sig slået ned på en 64. plads efter en runde i 76 slag, fire over banens par.

Søren Kjeldsen er derimod stadig med fremme på en delt 22. plads i en samlet score på -6, efter dagens runde i par.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer