Kineser bringer sig alene i spidsen på Harding Park | Golf.dk
Haotong Li har ikke en eneste top-10 placering i 16 måneder. Nu viser han form igen.

Foto: Getty Images

Kineser bringer sig alene i spidsen på Harding Park

08/08 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Sport er unikt i den forstand, at det kan udviske grænseskel og politik, i hvert fald momentant.

Derfor er det meget passende, at vi midt i den største globale krise i generationer kan gå ind til den første weekend med majorgolf med en kineser, en franskmand, to englændere, en australier og to amerikanere i de førende positioner.

Den firedobbelte majorvinder Brooks Koepka er blandt dem og må siges at styrke sin favoritværdighed inden de to finalerunder.

Kinesiske Haotong Li er dog to slag foran alle de andre. Li har spillet 36 huller med kun en enkelt bogey, og hans runder i 67 og 65 slag har bragt ham i -8 og alene i spidsen.

Haotong Li er aktuelt uden for top-100 i verden, men noget helt ubeskrevet blad er han ikke. I 2018 overvandt han Rory McIlroy og vandt Dubai Desert Classic. Året inden blev han nummer 3 bag Jordan Spieth og Matt Kuchar ved The Open. Og kort inden den aktuelle pandemi var han med på det internationale hold ved Presidents Cup i Melbourne.

Så er Mike Lorenzo-Vera straks mere ukendt. Især i USA. Franskmanden med det engelsk-spansk klingende navn var på nippet til at hente Li, men må nøjes med at dele 2. pladsen i -6, to slag fra Haotong Li.

Lorenzo-Vera er 35 år og har været en del af det professionelle game i mange år. Men han har ikke sejret siden en challengetour-turnering i Italien i 2007, så en sejr i en major ville være et eventyr af H.C. Andersenske dimensioner - måske især fordi Lorenzo-Vera er en af få pro’er, der har været åben omkring sin kamp med psykiske problemer og rod i privatøkonomien.

Lige nu er han altså på toppen i San Francisco.

Mens Lorenzo-Vera og Haotong Li ikke kaster megen stjernedrys over PGA Championship, så får de i den henseende hjælp af Justin Rose, Tommy Fleetwood, Jason Day, Brooks Koepka og Daniel Berger, der alle deler 2. pladsen med Lorenzo-Vera.

Brooks Koepka befinder sig altså lige i smørhullet i forhold til at blive den første til at vinde den samme major tre år i træk, siden Peter Thomson gjorde det ved The Open i 50’erne. Koepkas venstre knæ kan måske vise sig at være den værste modstander. I hvert fald modtog Koepka liggende behandling fra en fysioterapeut flere gange under runden fredag.

Australske Jason Day kunne ikke helt holde dampen op efter sin første runde, der bragte ham på 1. pladsen. En dobbeltbogey på hul 12 betød et fald fra en delt 1. plads med Haotong Li, men i 6 under par kan Jason Day frit gøre sig tanker om at vinde sit andet PGA Championship.

Så bliver det straks sværere for Tiger Woods, Justin Thomas og Rory McIlroy, der alle har vundet PGA Championship før og gik i bold sammen torsdag og fredag. Alle tre klarede cuttet, men har langt til 1. pladsen og har brug for noget særligt i weekenden.

Især McIlroy har god grund til at skrige ind i hovedpuden på sit hotelværelse i nat. En elegant stime af fire birdies på fire huller blev straks neutraliseret på hul 12. Her brugte McIlroy fire slag på at hakke sig frem til green, inden et håbløst tre-putt, der medførte en triple bogey.

Endnu mere deprimerede er dog formentlig Martin Kaymer og Zach Johnson, der begge spolede tiden tilbage med fine runder torsdag. Begge missede cuttet til weekenden og især Martin Kaymers runde i 82 slag havde karakter af sammenbrud.

Brendon Todd, der delte 1. pladsen med Jason Day efter første runde, gik en runde i par og holder sig i top-10.

Navne som Bryson DeChambeau, Adam Scott og Patrick Reed er inden for en realistisk afstand af topplaceringerne.

Til gengæld faldt blandt andre Sergio Garcia, Henrik Stenson og Rickie Fowler for cutgrænsen, der endte med at være +1.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk