Kendte NGO-frontfigurer gæster Randers Golfklub | Golf.dk
Dr. Auma Obama gennemgår her forskellige råvarer og makronæringsstoffer sammen med unge børn i Kenya.

Foto: Sauti Kuu

Kendte NGO-frontfigurer gæster Randers Golfklub

14/02 - 2020 | Pressemeddelelse

Fredag den 29. maj inviterer den velgørende organisation PDAid Foundation, som har dansk hovedsæde i Randers, alle interesserede til ”Golf Fore Education”. Arrangementet afholdes til fordel for PDAid Foundation og de to NGO’er Sauti Kuu Foundation og Kilimanjaro Initiative og afvikles i samarbejde med Rotary, Randers FC og er bakket op af Randers Kommune.

- Det glæder mig, at PDAid Foundation med Golf Fore Education kan støtte organisationer, der, ligesom os, gør deres ypperste for afrikanske unges fremtid. Sauti Kuu Foundation og Kilimanjaro Initiative er grundlagt af engagerede personligheder, som gør en kæmpe indsats med stærke holdninger og utrolig handlekraft, fortæller Dennis Lundø Nielsen, som er grundlægger af PDAid Foundation i Danmark.

Sauti Kuu Foundation og Kilimanjaro Initiative er grundlagt af henholdsvis Dr. Auma Obama og Timothy Challen. Under det velgørende golfarrangement den 29. maj vil de begge deltage i en golfrunde på de smukke parkbaner ved Randers Golf Klub, hvor op mod 150 personer har mulighed for at deltage.

- Vi tager hvert år mentees ind i et mentorprogram, der er er udarbejdet i samarbejde med Landsforeningen Talentspejderne. Med midler fra Golf Fore Education vil vi kunne finansiere to-tre års uddannelse for to mentees, understreger Dennis Lundø Nielsen.

PDAid Foundation ønsker desuden at øge fokusset på bæredygtighed og FN’s verdensmål gennem Golf Fore Education. Den velgørende organisation har derfor bygget arrangementet op omkring FN’s verdensmål, så man som deltager og sponsor blandt andet støtter verdensmålene om kvalitetsuddannelse, partnerskab for handling, afskaf fattigdom og mindre ulighed. Dette vil afspejles både på og omkring golfbanen.

- I samme stil vil Sauti Kuu Foundation bruge donationerne fra arrangementet til at implementere ”HealthyKids Project”, hvis hovedformål er at forhindre underernæring af børn. Kilimanjaro Initiative vil finansiere et projekt til rådgivning og støtte af unge, som har være udsat for traumatiske oplevelser, fortsætter Dennis Lundø Nielsen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer