Katastrofestart på titelforsvaret | Golf.dk
Under sidste års sejr lavede Thomas Pieters tre pars og en birdie på hul seks. Torsdag fik han firedobbelt bogey.

Foto: Getty Images

Katastrofestart på titelforsvaret

24/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Senest Thomas Pieters besøgte Himmerland Golf & Spa Resort, blev han badet i publikums hyldest efter tre afsluttende birdies for at vinde Made in Denmark. Under første runde af titelforsvaret mødte den lange belgier kun sagte hvisken og et kollektivt chok frembragt af feltets højest rangerede spillers eskapader på hul seks.

Med fire huller tilbage slog Pieters i roughen højre om fairway. Havde han vidst, hvad den frivillige spotter vidste, havde han måske ageret anderledes. Ti minutter tidligere havde Richard Sterne stået i den samme rough og forsøgt at hakke en wedge tilbage i fairway. Det lange græs vandt, og bolden flyttede sig blot 10 meter fremad i den samme, rædselsfulde urt.

Mens Sterne kunne nøjes med et enkelt tabt slag, så gik det langt værre for Pieters. Fra sin caddie fik han mål til forkant, bagkant og hullet, og tog derefter sigte mod flaget. Det ambitiøse forsøg endte med et shank endnu længere ud i problemerne. 

Det værste var endnu i vente. Med sit tredjeslag flyttede han bolden tre meter. Derfra et nyt shank - ind mellem træerne, ud i uvisheden – efterfulgt af et drop med straf fra et uspilleligt leje til et kun-lige-akkurat spilleligt leje. Ud af træerne, på tværs af green, så tilbage igen langt af pinden, og fra tre meter fandt han hullet for en snemand, otte slag, der sagtens kunne have været et par slag værre.

Belgieren rejste sig, som den mester, han er, og leverede birdies på de to følgende huller. Det var ikke nok til at redde runden, som løb op i 74 slag, +3. Fra 127. pladsen har han fire slag op til cutgrænsen.

Det gik langt bedre for spillemakkeren Thorbjørn Olesen. På dagens femte hul fik Danmarks bedste golfspiller dagens første birdie, og den blev fulgt op med fire i træk fra hul 16 til hul et. Med en runde i 67 slag ligger den 27-årige på en delt 17. plads, og det giver et glimrende udgangspunkt for ryk op gennem tabellen i weekenden.

Olesens karriere har været fyldt med vilde udsving, og det samme er gældende for hans færd i Made in Denmark. I den første udgave sluttede han på syvendepladsen, og de seneste to år han blevet sorteret fra halvvejs gennem festlighederne på Backtee Course. 

Det lader til, at 2017 skal blive et af de gode år, for det var ikke kun scoren, Olesen kan være tilfreds med fra torsdagens mere end fem timer lange runde. Det var ikke en arbejdssejr, det var at produkt af bundsolidt langt spil.

Der er tre slag op til førstepladsen. Det hul skal Olesen forsøge at lukke klokken 08.20 fredag, hvor han slår ud til anden runde.

 Tilmeld dig Golf.dk’s nyhedsbrev. Vi sender det ud hver eneste dag under Made in Denmark.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:731,479
  • Unique Visitor:81,788
  • Registered Users:157,590
  • Unregistered Users:31,154
  • Blocked Users:12,358
  • Published Nodes:14,972
  • Unpublished Nodes:260
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:18.208.202.194
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,023
    • This week:124,842
    • This month:480,929
    • This year:731,633

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk