Trods to birdies er Nanna Koerstz Madsen +6 efter 13 huller i US Women's Open.

Foto: Getty Images

Katastrofestart af Nanna Koerstz Madsen

13/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Efter første runde er Nanna Koerstz Madsen på grænsen til et tidligt exit i US Women's Open. Den 22-årige danskers første major i USA kom fra start med en par og en birdie, men derfra gik det hurtigt ned ad bakke. 

Tre doublebogeys nåede den eneste danske deltager at lave på Trump National Golf Club i New Jersey, inden spillet blev stoppet på grund af tordenvejr i området. Efter 13 huller var nummer 101 på verdensranglisten seks slag over par.

Det er ikke usædvanligt at se høje scores i turneringer arrrangeret af USGA, men mange af konkurrenterne havde ikke de samme problemer torsdag. Greens var relativt bløde, og gjorde det muligt at spille sig til mange birdiechancer.

Det benyttede Shanshan Feng sig af, da hun gik en fejlfri 66'er og lagde sig på førstepladsen i -6. Et slag efter følger Amy Yang, og på tredjepladsen i -4 finder man blandt andre verdens nummer ét, So Yeon Ryu, og en tidligere étter, Lydia Ko.

- Jeg startede runden virkelig godt. Altså, jeg havde tre birdies på de første fire huller, og jeg følte mig bare så komfortabel omkring alting. Min ball-striking har været ret god, men jeg har kæmpet en smule med min putter, så jeg var glad for, at jeg tirsdag justerede min putting en smule sammen med min træner, Gary Gilchrist, og jeg tror, det virkelig har hjulpet, for jeg trillede bolden rigtig fint på greens og lavede en masse birdies, sagde Feng på pressemødet efter runden.

Efter uvejret kom færdiggjorde Koerstz Madsen runden med fire pars og en bogey, inden dagens tredje birdie på hul 18. Med 78 slag deler hun 137. pladsen i +6. 46 spillere er under par mens cuttet for de 60 bedste ligger til at falde i par. Derfor giver det sig selv, at danskeren har brug for noget helt særligt fredag, hvis hun skal  med til weekenden.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer