Kaptajnen viser vejen frem | Golf.dk
Næste års europæiske Ryder Cup-kaptajn lagde sig torsdag i spidsen for Irish Open.

Foto: Getty Images

Kaptajnen viser vejen frem

04/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Der er stadig små 15 måneder til Ryder Cup, kvalifikationen er endnu ikke begyndt, men det er aldrig for tidligt at vise sig frem som et godt eksempel. Det var præcis, hvad den europæiske kaptajn, Padraig Harrington, gjorde på første runde af sit eget nationale mesterskab, Dubai Duty Free Irish Open.

Den 47-årige irer gik Lahinch Golf Club i 63 slag, syv under par, og fører med et enkelt slag ned til Zander Lombard. 

Senest, den dobbelte vinder af The Open sluttede i top-10, var under Alfred Dunhill Links Championship på St Andrews i efteråret. 

- Hver gang, jeg sætter fod på en linksbane, så vil jeg være værd at satse på, og fra denne position vil kun en tåbe afskrive mig på en linksbane, sagde Harrington efter runden.

Thorbjørn Olesen er blandt spillerne på tredjepladsen i -5. Han har også gode erfaringer med linksgolf og har vundet på St Andrews. Det er ikke helt tilfældigt.

- Jeg elsker det. Jeg elsker at komme til Irland. Jeg har også spillet godt her at par gange. Men linksgolf, der er bare noget man bliver nødt til at tage som det kommer og nyde, og det hjælper. Nogle gange kan det være ret så drilsk, sagde Olesen til europatouren.

Han er den eneste af danskerne, som gør sig til i toppen. Næste mand i stillingen er Joachim B. Hansen på 54. pladsen. Hansen var rundt et slag under par og er på cutgrænsen. 

Med syv millioner dollars i samlet præmie er der en verden til forskel på et klaret cut og en friweekend – især for en spiller som Hansen, der er nummer 98 på Race to Dubai.

Den tidligere vinder Søren Kjeldsen er i par og på 68. pladsen, mens Thomas Bjørn, en anden tidligere vinder af Irish Open, trods en birdie på sidste hul kom rundt i +1 og er nummer 90.

De to sidste danske deltagere, Lucas Bjerregaard og Jeff Winther, deler 114. pladsen i +2.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer