Kang på vej mod ny sejr | Golf.dk
Danielle Kang har fundet storformen frem, efter LPGA er taget til Asien. For anden uge i træk er amerikaneren i front.

Foto: Getty Images

Kang på vej mod ny sejr

25/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

27-årige Danielle Kang har været på LPGA Touren siden 2012, men hun skulle frem til sommeren 2017, før den første sejr kom. Det tog 16 måneder yderligere, før nummer to kom, men nu er hun tæt på at fordoble den total i løbet af bare to uger. 

Søndag forsvarede Kang titlen ved Buick LPGA Shanghai, og halvvejs gennem ugens BMW Ladies Championship er hun igen i front. For anden dag i træk brugte amerikaneren 67 slag, og hendes total i -10 giver et forspring på et slag ned til Hee Won Na og Seung Yeon Lee på andenpladsen.

- Jeg spiller godt. Mange birdies. Rammer bolden godt, slår den lige. God chipping, gode putts. Så ærligt talt lægger jeg ikke mærke til andre spillere. Det er en af de ting, jeg er blevet bedre til. Jeg har ikke kigget på et leaderboard en eneste gang. Folk ved allerede, at jeg normalt kigger på leaderboards, men jeg er virkelig begyndt at bekymre mig mindre om, hvad andre spillere i min gruppe gør og hvor mange slag, de bruger. Jeg koncentrerer mig bare om mit eget spil og holder mig til min egen plan, men det er svært at gøre, sagde Kang til LPGA.

Na og Lee er blot de første af en række sydkoreanere, som spiller en fremtrædende rolle foran hjemmepublikummet på LPGA International Busan. Jin Young Ko, Ha Na Jang og Somi Lee deler fjerdepladsen med australieren Minjee Lee i -8.

Der er også dansk repræsentation i den spændende del af stillingen, og for fjerde turnering i træk er det Nanna Koerstz Madsen, som er velspillende. To, 16 og 12 står der i kolonnen ud for hendes senesste resultater, og i Sydkorea kan hun tage en delt 14. plads med til weekenden.

Den formstærke Smørum-spiller startede dagen på 22. pladsen, og fire birdies og en bogey senere var hun fremme i top-15 med en total i -5. Med fem slag til toppen er Koerstz Madsen igen i kamp om topplaceringerne, og måske endda den første danske sejr på LPGA Touren.

Nicole Broch Larsen lavede fem birdies på vej mod en runde i -1. Det er også den 26-åriges total efter to runder, og det rækker til en delt 49. plads blandt de 83 deltagere.

Link til stillingen

User Comments:

  • En besynderlig turnering

    25/10 - 2019 | Erling Torben Mørk

    Hvad er det overhovedet for en turnering i LPGA-regi, hvor 55% af feltet er sydkoreanere, heraf 2/3, der overhovedet ikke spiller på LPGA-turen til daglig? Og hvor er nogle af de bedste amerikanere som Lexi Thompson, Stacey Lewis og søstrene Korda, eller de bedste englændere som Georgia Hall og Jodi Ewert Shadoff? For ikke at tale om de bedste japanere. Er de nægtet adgang for at give plads til en syndflod af masseproducerede sydkoreanere, eller gider de ikke spille i Sydkorea? LPGA er da stadig en amerikansk organisation, eller er sydkoreanerne ved at sætte sig totalt på den, hvilket efter min mening vil betyde døden for professionel kvindegolf.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer