Justin Harding vinder i Doha efter birdiefest | Golf.dk
Sydafrikanske Justin Harding tog sejren ved Qatar Masters.

Foto: Warren Little/Getty Images

Justin Harding vinder i Doha efter birdiefest

10/03 - 2019 | Kasper Ørkild

Efter en 66’er i sidste runde af Qatar Masters kunne sydafrikanske Justin Harding løfte trofæet i Doha. Sydafrikaneren indtog førerpositionen efter otte birdies og to bogeys på en søndag, der førte lave scores med sig.

Det var nok til at sikre et komfortabelt forspring med en samlet score på 13 slag under par.

Til sidst var det kun Nacho Elvira, som kunne nå Harding. Men med en bogey på 17. hul mistede spanieren reelt chancen for sejr, da en albatros på sidste hul skulle til for at tvinge sydafrikaneren ud i omspil.

Justin Harding slog ud knap en time før førerbolden og måtte dermed følge tålmodigt med, inden sejren var en realitet.

- Det føles godt, men det var nervepirrerende til sidst. Jeg har ikke rigtig prøvet noget lignende, og jeg nød ikke at stå og vente på afgørelsen, siger sydafrikaneren til European Tour.

Jinho Choi gjorde sig især bemærket på dagen, da han kom i klubhuset med en 64’er på scorekortet. Seks birdies og en eagle rakte til en samlet score på -11 for ugen og et selskab med syv andre spillere på den delte andenplads.

Efter en runde i 67 slag kom danske Jeff Winther igen tæt på en top 10-placering - ligesom sidste uge i Oman. Runden i fem slag under par blev sikret efter tre birdies i streg på de afsluttende huller.

Det bragte ham 18 pladser frem på en delt 14. plads.

Thomas Bjørn rykkede også frem i bussen, da han kom rundt i to slag under par. Dermed endte den afgående Ryder Cup-kaptajn på en delt 42. plads i Doha.

Joachim B. Hansen, Søren Kjeldsen og amatørspilleren Mikkel Mathiesen missede alle cuttet og spillede ikke med i weekenden.

Hardings sejr er den sjette sydafrikanske sejr på European Tour.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer