Julian Suri i den blå polo er nem at spotte i den traditionelle rød/hvide hyldest på 18. green i Himmerland.

Foto: Getty Images

Julian Suri vinder Made in Denmark

27/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Thorbjørn Olesen havde chancer for sejren, da han tog hul på de afgørende 18 huller ved Made in Denmark. Med stærk opbakning fra det jyske publikum indledte Søren Kjeldsen også et inspireret angreb, men Danmarks to bedste herrer kom ikke til at spille en rolle, da vinderen skulle findes. 

Kjeldsen kom fire under par efter 10 huller, men tre bogeys derfra sendte ham ned til 23. pladsen i -8. Olesens drømme om sejren blev tabt højre om niende green, hvor han skulle bruge to slag på at undslippe det lange hø på den stejle skrænt. Hullet kostede en doublebogey, og den 27-årige kom i hus med en runde i par for en delt 14. plads. Det er første gang, Made in Denmark ikke har en dansker i top-10, i den endelige stilling.

En stor gruppe spillere gik ind til søndagens afgørelse med et realistisk håb om titlen, og langt de fleste leverede runder i 60'erne. Det var ikke nok til at gøre sig gældende helt i toppen, for førerbolden leverede golf i særklasse.

David Horsey, vinderen fra 2015, havde to slags forspring, da han blev introduceret på første tee sammen med Julian Suri, men de var helt lige efter to huller.  

Suri er nummer to på challengetourens pengeliste, og han viste ingen tegn på nerver ved udsigterne til at kunne vinde på højeste niveau. Efter ni huller havde han lavet fem birdies. Horsey kom sig over en bogey på første hul og producerede fem birdies fra hul fire til 14. Dermed lå de to kamphaner lige i -17, og det blev Suri, der tog et forspring med til Himmerland Hill, da han lavede dagens syvende birdie fra roughen på hul 15.

Forskellen mellem de to var stadig ét slag, da de nåede 18. tee. Alle konkurrenterne var kørt håbløst agterud, så der var effektivt tale om en hulspilssituation, da Suri selvsikkert fandt fairway på det krævende afslutningshul.

32-årige Horsey formåede ikke at matche sin seks år yngre modstander, og turneringen blev reelt afgjort, da bolden hookede ud i roughen for aldrig at blive set igen. Den firedobbelte vinder på europatouren endte med en triplebogey og sluttede på andenpladsen i -15.

Englænderens sammenbrud fjernede presset på Suri, hvis han ellers er i stand til at føle noget.

Mads Søgaard spillede sammen med amerikaneren på Duke University, og danskeren kan berette om en ung mand fuld af selvtillid.

- Han er ret cool. Han har altid været en ret skarp competitor. Alt med konkurrence, det trives han godt i. Vi snakkede sammen inden turneringen, og han var ikke bange for at sige, han forventede et godt resultat, sagde Søgaard.

I sandhed blev det et glimrende resultat. En sikker par på hul 18 gav en 64'er, den bedste score hver af de fire turneringsdage, og med den nåede han til -19.

- Det er utroligt. Jeg har ikke spillet for et publikum som det her før. Da jeg holede mit putt på to fod for par på 16. fik jeg gang i dem. Det var måske det fedeste, jeg nogensinde har været med til, sagde vinderen.

Han er ikke den første amerikaner, som er startet karrieren på europatouren. For få år siden viste Peter Uihlein og især Brooks Koepka kollegaerne, at der er andre veje til toppen end den hjemlige scene. Nu ser Suri ud til at kunne blive den næste stjerne på golfhimlen, og måske får vi lov til at se hans karriere tage form på denne side af Atlanten.

- Jeg har altid elsket at rejse og opleve nye ting. Det her er en fed måde at gøre det på, sagde europatourens nyeste medlem.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer