Jubilæumsklub byder eliten velkommen | Golf.dk
Linette Holmslykke stiller i weekenden op på hjemmebane.

Foto: Privat

Jubilæumsklub byder eliten velkommen

26/06 - 2020 | Pressemeddelelse

Vejle Golf Club fejrer i år 50-året for klubbens stiftelse, og i den kommende weekend afvikles den traditionsrige eliteturneringen, Vejle Matchen, der har været fast stop for Danmarks dygtigste golfspillere på sommerkalendren, siden klubben indviede sin 18 hullers bane i slutningen af 1970’erne. 

Den traditionsrige eliteturnering, hvor flere af klubbens egne talentfulde dame- og herre-spillere gennem årene har opnået succes, afvikles over 54 hullers slagspil den 27. og 28. juni 2020. 

Her i jubilæumsåret står banen skarpt, takket være klubbens ambitiøse investering i at løfte kvaliteten af greens og fairways, samt en forbedring af drænene, der har givet et bedre og mere ensartet græsoverflade. 

Traditionelt tiltrækker Vejle Matchen spillere fra hele landet, og gennem årene er det da også blevet til en række tætte og spændende opgør. 

Vejle Matchen har plads til 63 herrer (max hcp 5,0) og 12 damer (max hcp 12,0) i turneringen. Præmiesummen er på flotte kr. 25.000,- og proportionerne er sat, så der ved flere end 72 tilmeldte spillere sorteres efter hcp, så spillere med de højeste hcp sorteres fra. Fra Vejle Golf Club deltager i år seks herrer og fire damer, her iblandt de seneste to års vinder af damerækken, Linette Holmslykke, der håber på at kunne vinde turneringen for tredje år i træk. 

Der spilles med cut efter lørdagens 36 huller, således at de 30 bedste herrer og 9 bedste damer kvalificerer sig til søndagens afsluttende 18 huller.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer