Journeyman får royal behandling i Marokko | Golf.dk
Esteban Toledo med den hvide kasket lod ikke vejret påvirke det gode humør under sin prøverunde tirsdag i Rabat.

Foto: Mikkel Ring Christensen

Journeyman får royal behandling i Marokko

23/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Egentlig ville han helst bokse, men på en usædvanligt kold tirsdag i Marokkos hovestad er det nok af et slagsmål blot at holde den silende regn fra at gennembløde de inderste lag tøj. 

Esteban Toledo vandt 12 ud af 13 kampe som teenager, inden han måtte kaste håndklædet i ringen og lægge handskerne på hylden på grund af en blindtarmsbetændelse. Med brug for noget andet at tage sig til greb han en golfkølle i en alder af 20 år og lærte sig selv at spille. Få år senere blev han professionel, og i 1994 sikrede han sig første gang kort til PGA Touren.

Toledo havde fast plads blandt de bedste i USA fra 1998 til 2004, hvor han kæmpede mod alle de store, Tiger Woods og Phil Mickelson inklusiv. Et par gange var Toledo i søndagsførerbold med Tiger Woods, og i et af de tilfælde sluttede han på andenpladsen efter megastjernen. 

Det blev aldrig til en sejr på PGA Touren, og selvom Toledo flere gange var i nærheden af spotlyset, så var det aldrig ham, projektøren var rettet mod. Derfor var det overvældende at opleve en royal modtagelse ved ankomsten til Marokko mandag.

- Jeg landede og blev hentet. Der var sikkerhedsfolk og alt muligt. Jeg bryder mig normalt ikke om den slags, men når han har gjort alle de ting - selvom jeg ikke tror, jeg har brug for det - føler jeg mig tryg. Jeg har det fremragende. Folk i Marokko er fantastiske, sagde Toledo, da han som en af de få deltagere i Trophée Hassan II tirsdag formiddag trodsede regnen og begav sig ud på Royal Dar Es Salams Red Course.

Den ”han”, Toledo refererer til, er HRH Prince Moulay Rachid ben al-Hassan. De to mødtes i februar forud for en turnering på PGA Tour Champions i Florida. To mænd med vidt forskellig baggrund blev bragt sammen af en runde golf. En født med blåt blod i årerne; den anden fik slidt fingrene blodige af som helt ung at arbejde i markerne, inden han senere blev caddie. Der var ingen form for arvet velstand for Toledo. Men der var en forbindelse mellem de to, og den skulle vise sig at række ud over kærligheden til spillet.

- Han var i Miami og kom over for at spille Champions Tour Pro-Am. Han ville gerne spille med en god fyr og en god spiller. Jeg er ikke nogen særlig god spiller, men jeg er en god fyr. Han vidste, hvem jeg er, for jeg har vundet fire gange på Champions Touren. 

- Han virker helt nede på jorden, og vi gik bare godt i spænd. Han er en rigtig flink mand og en virkelig god spiller. Så han inviterede mig over til Marokko som sin gæst. Det kan ikke være særlig mange, der får æren af at blive inviteret af prinsen. Jeg var, så jeg er meget heldig. sagde Toledo.

- Jeg besluttede mig for at komme over og besøge hans familie, og det er min første europatour-turnering, så det er spændende. Derudover er det bare utroligt, at prinsen inviterede min kone og min datter og min caddie og mig. Jeg er virkelig spændt på det. Jeg kom i går aftes fra Atlanta, og jeg tror, min datter er mere spændt end jeg. Så det er ret fedt. 

Det er nemt at se, hvorfor prinsen er blevet charmeret af Toledos selskab. Det meste af tiden under prøverunden går med at snakke løs, men der bliver også tid til at teste de puklede greens og slå nogle lange slag. Nogle af dem flyver endda lige, hvilket er ret imponerende taget i betragtning, at hans seneste turnering sluttede cirka 30 timer tidligere på den anden side af Atlanten. Der er ingen spor af træthed. Toledo radierer positiv energi ud til alle sider, og mexicanerens varme er ikke kun forbeholdt de velstillede. Selv er han bosat i Houston, men for to år siden byggede han gennem Esteban Toledo Family Foundation et børnehjem i sin fødeby, Mexicali, og han er dybt involveret i de 15 forældreløses trivsel.

- Jeg har 12 piger nu, fra fire år til 11 år. Sidste uge fik jeg tre små drenge fra det offentlige. Nu har jeg 15, så jeg mangler en mere, før der er fyldt op. De har det rigtig godt. Det er sjovt, for jeg kender alle børnene, og når de ser mig, er de altid virkelig begejstrede.

- Af det, jeg vinder, donerer jeg altid 10 procent, og alle pengene går til dem. Jeg giver dem mad, tøj, skolegang, og vigtigst af alt - kærlighed. Det har de brug for. Det vigtige er at give tilbage, at give til børnene, for de behøver det mere end os. Og gennem årene har jeg tjent mange penge, og jeg har mødt mange mennesker verden over, og folk donerer alle steder fra. Jeg har min støtteturnering i december, hvor vi samler ind til børnene. Folk støtter mig, fordi de ved, hvem jeg er, og fordi jeg er en god fyr.

Toledo var på intet tidspunkt i top-50 i verden, og da det heller aldrig blev til sejr på PGA Touren, fik han ikke mulighed for at spille The Masters. Men han ville opleve Augusta National, så hvor talentet svigtede, drev appetitten og nysgerrigheden ham til at nå sit mål. For tre år siden trak Toledo i hvid kedeldragt og bar køllerne for vinderen af den grønne jakke fra 1988.

- Jeg gik caddie for min ven, Sandy Lyle. Det var meget sjovt. Jeg ville se, hvordan det var at gå inden for rebene. Og det var fedt. Sandy er en god ven. 

Denne uge skal Toledo selv slå til bolden, og selvom han er oppe mod yngre, mere kraftfulde modstandere end vanligt, så er han klar til at tage kampen. 

- 12-1, ikke så dårligt endda. Jeg er ikke bange for nogen, siger han smilende med reference til sin tid i bokseringen.

- Men mest af alt vil jeg bare gerne udfordre mig selv mod nogle af de bedste i verden. Det er det, jeg er her for. Banen er ret smal, og det er den type golfbane, jeg kan lide.

Det er en lang vej, der har ført Toledo hertil. Den vej har bragt ikke så få beundrere med sig, og en af dem er tilfældigvis prins.

- Det er bare utroligt, at jeg blev inviteret. Sådan noget har jeg aldrig prøvet før, siger Toledo, mens han og caddien Luis begiver sig ned ad en af de smalle og kringlede fairways – en velkendt tur på en fremmed bane.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer