Josefine nåede målet | Golf.dk
22-årige Josefine Mogensen er raslet ned i handicap i sin første sæson og er nu i hcp. 19,8.

Foto: Jesper Frigast Larsen

Josefine nåede målet

05/11 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

Golf.dk skrev før sommerferien om den 22-årige badmintonspiller Josefine Mogensen, der begyndte at spille golf i april, da badmintonhallen var corona-lukket, og som scorede hele 76 stablefordpoints i sin første 18 hullers runde på hjemmebanen Værebro Golfklub i Nordsjælland.

Josefine fortalte bl.a. om sine mål med golfspillet, at når sæsonen var slut for i år, skulle hun gerne have opnået et handicap under 20. Det mål er nu nået. Den 16. oktober gik Josefine Værebros bane i 91 slag, og det gav 40 stablefordpoints fra handicap 21,4 og et nyt handicap på 19,8.

Denne fine fremgang er nået, selvom Josefines sæson blev noget afbrudt af en flytning til Herning den 1. september for at arbejde i skirejsebureauet SkiGroup i Ringkøbing. Josefine er udnævnt til firmaets Area Manager i Østrig, hvor hun efter planen skal opholde sig i byen Wagrain fra midten af november og til april, omend situationen er noget usikker i øjeblikket.

- Jeg er optimist og tror på, at jeg nok skal komme afsted, og at vi får masser af skiturister til vinter, siger Josefine Mogensen.

Samme optimisme præger Josefines tilgang til golfen, og når hun nu ikke kunne spille så meget på hjemmebanen i efteråret, har hun i stedet spillet med familie og venner rundt om i Jylland.

- Jeg er så heldig at have en stor familie, der alle spiller golf, og derfor har jeg haft fornøjelsen af at spille 12 forskellige baner i min første sæson. Jeg har hele året kunnet holde motivationen for at træne og spille ved lige, i takt med at handicappet er forbedret. Jeg motiveres også af det sociale aspekt, der ligger i at spille med forskellige mennesker og lære dem at kende. Så selvom jeg ikke vil afvise, at jeg engang kommer til at spille lidt badminton igen, er jeg helt sikkert tabt til golfen, siger Josefine Mogensen.

Efter nu at være kommet under 20 i handicap har Josefine sat sig nye mål. Det første er at bryde 90 og gå en runde i 80'erne. To 91'ere vidner om, at dette mål ikke er langt fra at blive indfriet. Det andet mål for Josefine er en dag at besejre hendes storebror Sebastian. Men da Sebastian har 5,9 i handicap, er dette mål måske lidt mere langsigtet.

Og dog. For med Josefine Mogensens glæde ved golfen, hendes ihærdige træningsindsats og, forhåbentlig, et sæt nye, personligt fittede golfkøller til næste sæson, skal Sebastian nok ikke føle sig alt for sikker alt for længe…

Josefine Mogensen har allerede fået sit første sponsortøj fra firmaet What Bunkers, hvis filosofi om at gå efter målet og se muligheder fremfor forhindringer passer godt til Josefine.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,184,868
  • Unique Visitor:143,710
  • Registered Users:162,070
  • Unregistered Users:31,182
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,796
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.236.156.34
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,368
    • This week:68,847
    • This month:295,945
    • This year:2,185,287

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk