Jordan Spieth virker uovervindelig | Golf.dk
Jordan Spieth knytter næven efter sin birdie på hul 18.

Foto: Getty Images

Jordan Spieth virker uovervindelig

22/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Uden Jordan Spieth ville der være en sandt drama i vente søndag på Royal Birkdale. Matt Kuchar er otte under par, og han har en mindre hær af verdens bedste spillere i hælene.

Brooks Koepka er fem under par (ligesom den 20-årige majordebutant Austin Connelly), Hideki Matsyama og rekordmageren Branden Grace er fire under par, og i tre under par finder man blandt andre verdens nummer ét, Dustin Johnson, og den forsvarende mester i The Open, Henrik Stenson.

Læg dertil Rory McIlroy og Ian Poulter i -2, og så har man opskriften på en uforglemmelig finale.

Men man kan ikke fraregne Spieth, og det er der heller ingen grund til, for den 23-årige amerikaner spillede suveræn golf for tredje dag i træk. Ganske få gange befandt den dobbelte majorvinder sig i problemer, og hver gang havde han en løsning. Fem birdies førte til en score i 65, -5, og den fik hans total til -11.

- Når man er i front, har man det med at spille lidt mere sikkert, men det var en bane, hvor man blev nødt til at være aggressiv, og jeg synes, vi lagde en aggressiv plan: Jeg var fuldt besluttet over mine slag, jeg havde en masse birdiechancer, fik et par gode par putts i hul, men omstændighederne taget i betragtning var det relativt stressfrit, sagde han til Sky Sports efter runden.

På hul 18 trillede han bolden i hul for birdie og et forspring på tre slag, men afstanden mellem Spieth og de øvrige føles endnu større end tabellen antyder. 

Efter første runde var han på en delt førsteplads, halvvejs gennem turneringen førte han med to, og lørdag udbyggede han forspringet med et slag. For hver dag synes han mere og mere ubesværet, i større og større kontrol. 

Spieth har den ene hånd på the Claret Jug, det tredje led på vejen mod hans karrieres grand slam, men trods sine unge år ved han bedre end at tage forskud på glæderne. 

- Jeg har prøvet at smide et fem slags forspring væk i en major, så jeg har oplevet opture og ydmyghed, så jeg vil holde hovedet nede og ikke tænke frem i tiden. Det er det vigtigste de næste 20 timers tid, sagde han.

Der er lovet mere krævende forhold til finalerunden, men Spieth har vist sig i stand til at håndtere både en birdiefest og brutale betingelser, så der er ingen grund til at tro, han kommer tilbage til feltet.

Spiller han godt for fjerde dag i træk, så vil det stort set kun være Kuchar, som har en realistisk chance for at lukke hullet. Det gjorde han i et øjeblik på hul 15, da han bragte sig fem under par for dagen, men få sekunder senere lavede Spieth også birdie. Et hul senere voksede kløften, da den 39-årige amerikaner slog i bunkeren og tre-puttede for doublebogey.

De to får lov at dele førerbolden igen søndag med start klokken 15. 30 dansk tid. Thorbjørn Olesen går på banen klokken 09.15 samen med Sean O'Hair. Søren Kjeldsen og J.B. Holmes har fået tid 10.05.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:764,780
  • Unique Visitor:84,042
  • Registered Users:157,812
  • Unregistered Users:31,157
  • Blocked Users:12,361
  • Published Nodes:15,015
  • Unpublished Nodes:262
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.231.167.166
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:46
    • This week:102,705
    • This month:476,322
    • This year:764,943

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk