Jordan Spieth i kamp om sejren | Golf.dk
Jordan Spieth er på andenpladsen i Charles Schwab Challenge og har mulighed for at forbedre sin 30. plads på verdensranglisten.

Foto: Getty Images

Jordan Spieth i kamp om sejren

26/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Jordan Spieth har gået 22 måneder uden en sejr. Tony Finaus hidtil eneste titel på PGA Touren kom for mere end tre år siden. Jim Furyks seneste af 17 titler fandt sted i april 2015. For en af dem kam ventitiden måske være slut, for efter tre runder i Charles Schwab Challenge deler de andenpladsen med C.T. Pan og Mackenzie Hughes i -7.

Den førende spiller ved dagens start, Jonas Blixt, lavede ikke en eneste birdie, og han faldt tilbage til niendepladsen i -5. Derfra er der fire slag op til Kevin Na.

Na har været medlem af PGA Touren siden 2004, men han skulle frem til 2011, før han vandt for første gang. Karrierens anden titel kom i juli sidste år, og efter en 69'er på Colonial Country Club fører den 35-årige amerikaner med to slag i -9.

Larm blandt publikum førte til en doublebogey på 11. hul, men det var Nas eneste plet på scorekortet. 

- Det er en bane, jeg altid ser frem til at spille. Fordi jeg godt kan lide den, tror jeg, at det hjælper mig til at spille bedre. Rå kraft er ikke så afgørende på denne bane. Jeg bliver ved med at sige, at det er en fairway-og-ind bane. Man skal få bolden i spil, og så skal man slå en masse gode jernslag og hole nogle putts, sagde Na efter runden.

Delen med putteren har Jordan Spieth helt styr på. Den 25-årige tidligere verdensetter har kæmpet med spillet i lang tid, og nogle har endda spekuleret over, om han havde fået yips på greens. Uanset hvad, så faldt hans putts ikke i hul som de plejede, men nu ligner Spieth igen en af spillets bedste puttere.

Sidste uge sluttede han på tredjepladsen i PGA Championship, og de første 36 huller af Charles Schwab Challenge var hans bedste med putteren nogensinde. Lørdag lagde han ud med en birdie fra ni meter, fulgte op med endnu en på seks meter, og under sin runde i 68 slag var han 2,5 slag bedre end feltet på greens.

Spieth har vundet 11 gange på PGA Touren. Søndag aften slår  han ud i næstsidste bold klokken 19.55 i jagten på nummer 12.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer