John Daly kører buggy i Kentucky | Golf.dk
John Daly er ni slag fra førstepladsen efter en torsdag med alt fra eagle til triplebogey.

Foto: Getty Images

John Daly kører buggy i Kentucky

19/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

John Daly missede cuttet i PGA Championship i maj. Det var der ikke noget overraskende i, men den 53-årige amerikaner var alligevel en af de spillere, der fik mest opmærksomhed under årets anden major uden for New York. Daly har problemer med et af sine knæ, og PGA of America tildelte Daly en dispensation til at køre en buggy under turneringen.

Det førte til noget usædvanlige scener til en professionel sportsbegivenhed. Daly kunne ses trille rundt, mens han røg sine mange smøger og bællede cola light i imponerende mængder.

Han havde forestillet sig noget tilsvarende i The Open, men R&A havde et anderledes syn på hans ansøgning. For det første er buggies ikke tilladte på Royal Portrush, og for det andet ser arrangørerne af den ældste turnering i verden det at gå som en afgørende del af konkurrencen.

Med den afvisning proklamerede Daly først, at han ville forsøge at æde smerterne og halte sig gennem turneringen, men et par dage senere ombestemte han sig og trak sig fra turneringen. I stedet kiggede han sig om andetsteds efter et sted at spille, og Barbasol Championship, ugens lille PGA Tour-turnering, havde ingen kvaler ved at stille en buggy til rådighed for Daly.

Derfor er han denne uge i Kentucky i stedet for Nordirland, og den populære dobbelte majorvinder havde en interessant første runde på Keene Trace Golf Club. Blandt andet blev en triplebogey på fjerde hul efterfulgt af en eagle på femte. Samlet blev det til en runde i -1, og det giver en delt 77. plads et slag på den forkerte side af cutgrænsen.

Mens Daly havde muligheden for at være på Royal Portrush, så har resten af feltet kun drømmene om at være der. Blandt andre Jason Dufner. Den tidligere PGA Champion deltog i hver eneste major fra US Open 2011 til PGA Championship 2018, men efter at være dumpet ned som nummer 161 på verdensranglisten er den 42-årige amerikaner ikke kvalificeret til The Open.

Der er lang vej tilbage til toppen, men måske kan han tage et skridt i den rigtige retning i Barbasol Championship, for med en 67'er, -5, er han på 15. pladsen efter første runde.

Dufner deler blandt andre placeringen med svenskerne Freddie Jacobson og Daniel Chopra, og de har fem slag på op til førstepladsen. Den indtager J.T. Poston. I -10 har han et slags forspring ned til Nick Taylor. Bill Haas er et af de store navne, som er med fremme efter torsdagens spil. -7 giver en delt fjerdeplads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer