John Axelsen nærmer sig ægte hattrick | Golf.dk
John Axelsen fører stort inden fredagens afgørelse.

Foto: Tim Cowie

John Axelsen nærmer sig ægte hattrick

04/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

John Axelsen kender alt til at blive kåret som vinder af DIAC, Danmarks vigtigste eliteturnering. Han vandt i 2014, i 2017, gentog bedriften for et år siden, og inden de afgørende 18 huller på Silkeborg Unico banen ligger han til at få tre på stribe.

Den 21-årige fra Sorø startede dagen tre slag efter Rasmus Neergaard-Petersen, men hurtigt blev der bytter rundt på rollerne som førende og forfølger. Axelsen lavede tre birdies i løbet af de fem første huller, mens Neergaard-Petersen var et slag over par på samme tidspunkt. 

Hullet blev lukket igen, men kløften mellem de to blev større endnu mod afslutningen. Axelsen nåede to birdies mere, inden han satte to slag til sent på runden. Han brugte 69 slag og med sin samlede score i -6 fører han med fire slag.

Neergaard-Petersen tabte fire slag på de sidste tre huller, gik en 76'er, og må nøjes med andenpladsen delt med August Thor Høst og Christoffer Bring inden de sidste 18 huller.

I DILAC var Fie Kjærgaard Olsen torsdag to slag bedre end feltets næstbedste. Den tidligere juniordanmarksmester lavede tre birdies i træk under en runde i 69 slag, og den bragte hende helt til tops med en samlet score i -1.

Hillerødspilleren vandt to turneringer i 2018. I år er det blevet til to andenpladser, senest i Furesøpokalen, men den første sejr lader vente på sig. Hun går ind til finalerunden med to slags forspring ned til Puk Lyng Thomsen.

Lyng Thomsens 74'er sendte hende ned til +1 samlet, et slag foran Marie Lund-Hansen. Begge de to nærmeste forfølgere var et slag under par ud på bagni på tredje runde, men skuffende afslutninger betyder, at det er Kjærgaard Olsen, som har de bedste chancer for at løbe med sejren.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer