Joanna kører med Klatten | Golf.dk

Joanna kører med Klatten

21/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

En regnvejrsafbrydelse og generelt svære forhold var det, spillerne ved Lacoste Ladies Open de France blev udsat for under lørdagens runde. 50 spillere var over par, og Emily Pedersen var en af dem, som havde sværest ved at håndtere Golf du Medoc – Chateaux Course.

Danskeren havde en firedobbelt bogey på vej mod en score i 78 slag, +7. Det gav et fald fra 11. pladsen til delt nummer 40. i +6 samlet.

Det var ikke alle, der fandt betingelserne svære. Feltets bedste spiller, Nelly Korda, havde et forspring på seks slag halvvejs gennem turneringen, men franske Joanna Klatten åd sig ind på verdens nummer 10 med syv birdies i løbet af de sidste 10 huller.

Klatten kom rundt i dagens bedste runde, en 65'er, og nåede til -10 samlet. Derfra er der kun et slag op til amerikaneren, som spillede banen i 70 slag. Tredje kvinde i søndagens førerbold bliver Celine Boutier fra det vindende Solheim Cup-hold. Boutier går ind til de afgørende 18 huller syv under par med fire slag frem til førstepladsen.

Dagens kvinde var forståeligt begejstret, da hun udtalte sig til LET efter sin forrygende runde.

- Jeg spillede virlkelig solid golf i dag. Det var første dag, jeg ramte alle 14 fairways, og det er en kæmpe fordel, for det gav masser af birdiechancer. Jeg var ret solid med min putting i dag. For mig handler denne bane om at finde fairway og rulle putts i hul. Det var, hvad jeg gjorde.

- Jeg glæder mig meget til at spille med Nelly i morgen. Det kan kun gøre en bedre at spille med en spiller af den kaliber. Hun har været så stabil, så det er fantastisk. Og forhåbentlig vil der også være en french connection, når vi nu skal spille med Celine. Jeg glæder mig til det, sagde Klatten.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer