Joachim efter sejren: - Vildt! Overvældende! Sindssygt! | Golf.dk
Joachim B. Hansen er vinder på europatouren. Langt om længe.

Foto: Kasper Witte

Joachim efter sejren: - Vildt! Overvældende! Sindssygt!

23/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Det er sjældent de store følelsesmæssige udbrud, man oplever i en samtale med Joachim B. Hansen.

Derfor overraskede det også en del, at han var så åbenlyst følelsesladet foran rullende kameraer, da han havde vundet Joburg Open søndag.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville blive så rørende, siger han, da jeg fanger ham på facetime mandag middag.

Her dukker han op på skærmen lige så rolig som altid. Men tillægsordene er alt andet end afdæmpede, da jeg beder ham beskrive det forgangne døgn.

- Det har været vildt. Overvældende. Sindssygt, siger han.

Da tyngdekraften gjorde sit og hev Joachim B. Hansens bold mod bunden af hullet i 18. green på Randpark Golf Club i Sydafrika var Hillerød-spilleren endelig vinder på europatouren efter 146 forsøg.

146 forsøg, hvor familien har fulgt med derhjemme. 146 forsøg, hvor tvivlen om hvorvidt han kunne fuldføre, altid var til stede.

En tvivl, der også var der i løbet af søndagen.

- Tvivlen er der jo. Selvfølgelig håber man, at man skal vinde turneringen, men jeg har jo også ført en del gange uden at slutte ordentligt af. Men jeg synes, jeg har lært en del om, hvordan kroppen reagerer i de situationer, siger Joachim B. Hansen.

Den 30-årige dansker har i sine første mange år som pro ofte måttet svare på spørgsmål, der tog udgangspunkt i, at han aldrig havde vundet en professionel sejr, end ikke på Nordic League-niveau. 

Først i 2018 ændrede det sig, da han vandt Mediter Real Estate Masters på Nordic League efterfulgt af Turkish Airlines Challenge og Made in Denmark Challenge på challengetouren.

Joachim B. Hansen begyndte at vinde professionelle sejre i 2018. Her ses han med Lars Larsen i juni 2018 efter at have vundet Made in Denmark Challenge i Himmerland. Foto: Jens Morten.

Forventninger ændrer sig hurtigt, og de sidste to år har spørgsmålene mest kredset om, hvornår han skulle vinde på europatouren. I alt ni gange er han sluttet i top-10 på europatouren. Tættest var han, da han i efteråret 2019 blev nummer to ved Open de France. Han førte med to huller igen, men måtte til sidst se Nicolas Colsaerts med pokalen i hånden.

Alle de erindringer, gode som dårlige, spillede sikkert ind, da Joachim B. Hansen søndag havde chancen for at blive den 12. danske vinder på herrernes europatour.

- På omkring hul 17 og 18 begyndte der at ske ting og sager i kroppen. Men så vidste jeg, at det var vigtigt at bevare fokus og blive i nuet. Men der kom da en masse tanker om, hvad der kunne ske. Jeg tænkte “jeg må ikke misse den igen” og “jeg må ikke slå dårlige slag”, forklarer Joachim B. Hansen.

Da den direkte rival Wilco Nienaber slog en bold, der syntes bestemt for vandet på hul 17, begyndte Joachim B. Hansen uundgåeligt at tænke på, at nu var det måske hans tur. Og han begyndte at tænke på, hvad en sejr ville betyde for ham.

Nienabers bold undgik på mirakuløs vis at ende i det våde element. Men sejren blev Hansens alligevel.

Han har tidligere haft problemer med at kontrollere sin vejrtrækning, når han bliver nervøs. Derfor var vejrtrækning også et af de punkter, han koncentrerede sig mest om søndag eftermiddag.

Det stærkeste vidnesbyrd om hans mentale modstandskraft er måske, at han ikke lavede en eneste bogey på finalerunden. Hverken da han var tre slag efter Nienaber og skulle angribe eller da han til sidst førte og skulle forsvare.

Den nyslåede tourvinder fejrede sejren med en bøf og rødvin sammen med en lille kreds af spillere og caddies.

Lykønskningerne er væltet ind. Mest rørt er han blevet af hilsner fra trænere, venner, familie og andre spillere. Der har også været et par morsomme.

- Jeg fik en hilsen fra sportsdirektøren i Brøndby. Det var lidt specielt. Jeg kender ham ikke, men de ved godt, at jeg supporter dem meget, griner Joachim B. Hansen.

Han er som udgangspunkt i feltet til Alfred Dunhill Championship, som begynder torsdag. Men da vi taler med ham, siger han, at han måske tager til Danmark allerede i denne ugen for at ordne nogle private gøremål. Ellers vil han være at finde i feltet, når der fra den 10. december spilles DP World Tour Championship i Dubai.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,184,634
  • Unique Visitor:143,704
  • Registered Users:162,067
  • Unregistered Users:31,184
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,796
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.236.156.34
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,134
    • This week:68,613
    • This month:295,711
    • This year:2,185,053

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk