Joachim B. Hansen vil fra Oman til Dubai | Golf.dk

Joachim B. Hansen vil fra Oman til Dubai

27/02 - 2019 | Kasper Ørkild

I denne uge spilles Oman Open på European Tour. Turneringen på Al Mouj i hovedstaden Muscat kan nemt sammenlignes med 28-årige Joachim B. Hansen.

Danskeren hoppede igen op på kontinentets bedste tur efter sejren på Challenge Tour-ranglisten i fjor - ligesom turneringen i Oman er gået fra en Challenge Tour-turnering til en del af European Tour over de seneste år.

Joachim B. Hansen spillede senest banen designet af Greg Norman tilbage i 2015, hvor både danskeren og turneringen var en del af Challenge Tour.

- Det er et fedt sted og en virkelig god golfbane. Standen er helt fantastisk. Forholdene er gode, hotellet er lækkert, og vejret er godt. Det er et virkelig godt design, og de har sat den godt op med hurtige greens og skarpe forgreens, fortæller Joachim B. Hansen til Golf.dk fra driving rangen på Al Mouj.

På trods af, at der kun er omkring 1000 golfspillere i staten Oman, er anlægget ud til bugten værter for dets anden European Tour-turnering.

- Banen har helt klart europatour-klasse. Den har en rigtig god standard til touren, synes jeg, tilføjer Joachim B. Hansen.

Tankerne hos ham sendes hurtigt mod en by, der er under en times flyrejse væk fra Muscat. Målet er nemlig at nå nye højder for europatour-danskeren selv, der tidligere i karrieren har kvalificeret sig til European Tour.

- Jeg vil gerne slutte i top-60 og opleve noget, som jeg ikke har gjort før. At spille med i Dubai (sæsonfinalen, red.) kunne være fedt. Men hvis jeg bliver ved med at forbedre mig, så skal det nok blve en god sæson, siger Joachim B. Hansen.

Den 28-årige har klaret fem ud af seks cuts i den nye sæson. Den bedste placering var i Saudi International i starten af februar, hvor han sluttede på en delt 24. plads efter en finalerunde i 72 slag.

- Jeg har ikke fået det topresultat, som jeg har ledt efter. Jeg havde en god chance i Saudi Arabiem, men jeg havde en dårlig sidstedag, som jeg var meget skuffet over, siger han.

Han står dog ved Oman Open med sidste sæsons triumf på Challenge Tour forholdsvist frisk i hukommelsen. Men med den er der også flere øjne på danskerens præstationer.

- Der er højere forventninger til mig i år. Det synes jeg. Men med mit spil og sving lige nu ligger det også til at spille god golf. Jeg er på vej mod et godt sted spilmæssigt, fortæller han.

Joachim B. Hansen slår torsdag ud klokken 8.50 dansk tid ved Oman Open. Her tilbringer han dagen med Clement Sordet og Adri Arnaus.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer