Joachim B. Hansen nummer seks i Sydafrika | Golf.dk
Joachim B. Hansen spillede strålende denne uge i Kina og hentede en delt andenplads.

Foto: Getty Images

Joachim B. Hansen nummer seks i Sydafrika

11/12 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Joachim B. Hansen gjorde mandag morgen sin finalerunde færdig på Randpark Golf Club i Johannesburg.

Med to birdies på de otte huller, han manglede at spille, sluttede han på en delt sjetteplads i Joburg Open.

Det er Hansens højest placering på europatouren siden sommeren 2013, hvor han hentede en 3. plads i Skotland og en 4. plads i Rusland.

Joburg Open blev vundet af indiske Shubhankar Sharma, der endte med en komfortabel sejr på tre slag ned til sydafrikanske Erik van Rooyen og yderligere tre slag ned til Shaun Norris og Tapio Pulkkanen.

Den 21-årige inder vandt dermed sin første sejr. Det giver ham naturligvis fuldt medlemskab af europatouren til og med udgangen af 2020. Men som en ekstra fjer i hatten får han en plads i The Open på Carnoustie til juli.

Joburg Open tæller nemlig som en del af Open-kvalifikationen. Udover Sharma kan nu også Erik van Rooyen og Shaun Norris begynde at lede efter hotelværelser på den skotske østkyst.

For Joachim B. Hansen betyder hans resultat en check på omkring 38.000 euro. Hans største check, siden han vandt 42.000 for en 2. plads på challengetouren i november 2015.

Det betyder selvsagt et avancement fra Hansens placering som nummer 46 på Race to Dubai. Men da han kun kan se frem til ganske få turneringer på den store tour i 2018, så bliver det stadig på Challenge Tour, at den 27-årige fra Hillerød skal kæmpe kampen for at komme på europatouren i 2019.

Jeff Winther var den anden dansker, der klarede cuttet, og han sluttede på en delt 27. plads.

Winther vil formentlig være til start ved South African Open midt i januar, da hans 2. plads på tourskolen garanterer ham en del turneringsstarter. Til gengæld kan der vente et par måneders ærgerlig turneringspause til formstærke Joachim B. Hansen, der i sidste uge sluttede som nummer 15 ved Australian PGA Championship.

Link til resultatet

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer