Joachim B. Hansen fører på Gran Canaria | Golf.dk
Joachim B. Hansen var syv under banens par 70 på første runde.

Foto: Getty Images

Joachim B. Hansen fører på Gran Canaria

22/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Efter en måneds turneringspause er Joachim B. Hansen igen gået til kamp, og den seneste danske vinder på europatouren fik en ideel start på Gran Canaria Lopesan Open.

Den 30-årige fra Hillerød gik en fejlfri åbningsrunde på den spanske ferieø. Hansen, verdens nummer 155, slog ud fra morgenstunden på Meloneras Golfs 10. hul, og allerede på sit første hul bragte han sig under par. 

I løbet af de første ni huller indkasserede han fire birdies, og anden halvdel af runden blev en næsten ligeså stor succes. På fjerde hul noterede Hansen en eagle, og inden han havde haft tid til rigtigt at glæde sig over den, havde han scoret birdie på det 100 meter lange femte hul.

Det blev til en bogeyfri runde i -7, og klokken 15.00 rækker den score til en delt førsteplads med Joost Luiten.

Også Benjamin Poke og Nicolai Højgaard kom godt fra land. Efter ni pars i træk leverede Poke fire birdies på sin bag-ni. Med dem kom han rundt i 66 slag. Højgaard, som kom med i feltet takket være sidste uges top-10 placering, har givet sig selv mulighed for et nyt flot resultat på europatouren efter en start i 67 slag. Runden talte syv birdies, to bogeys og en doublebogey.

Der er flere danskere på banen i eftermiddag. Se stillingen her

Længere mod syd indledte challengetouren sæsonen ved Limpopo Championship, og der er også et dansk flag at finde nær toppen af tabellen. Med par-birdie-eagle kom Niklas Nørgaard Møller farende ud af startblokken. Han nåede til -5 efter ni huller på Euphoria Golf Club, og den 28-årige bragte sig også seks under par senere på runden. Først på dagens 18. hul led han dagens eneste tabte slag, og det betyder, at Nørgaard Møller i hvert fald ikke kommer til at overnatte på førstepladsen.

Klokken 15.00 rækker runden i 67 slag til en delt andenplads med Neil Schietekat. De har et slag op til Daniel Van Tonder. 

Fire danskere deltager i den sydafrikanske turnering. To er nær bunden af stillingen, men Marcus Helligkilde er stadig på banen og under par for sin runde. 

Følg stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk