Joachim B. Hansen blandt favoritterne i Mauritius | Golf.dk
Joachim B. Hansen er i gang med den anden finale af to mulige i denne sæsonen på europatouren.

Foto: Getty Images

Joachim B. Hansen blandt favoritterne i Mauritius

28/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Joachim B. Hansen har spillet 27 turneringer I 2018. Han har været i Kenya og Kina, Tyrkiet og Tjekkiet, Himmerland og Hong Kong. Den 28-årige dansker er fremme som nummer 134 i verden og står som vinder af årets challengetour.

En lang vinterpause ville være velfortjent, men Hansen har andre planer. Der skal smedes mens jernet er varmt. Denne uge er Hansen eneste dansker i aktion på europatouren – det til trods for et der spilles både i Australien og Mauritius. 

Hansen har taget turen til Mauritius. Det bliver den anden af fire turneringsuger i træk, inden han kan puste ud og lade op til 2019. Det gælder om at komme godt fra start, i første omgang i kampen for at sikre fornyelse af spilleretten.

Sidste uge sluttede med en regnfuld 45. plads i Hong Kong, og i ferieparadiset væltede det også ned i optakten til Afrasia Bank Mauritius Open. Der ser dog noget lysere ud nu, og efter planen indleder Hansen turneringen torsdag klokken 09.40 sammen med Louis de Jager og Khalin H Joshi.

Hansen har primært spillet på challengetouren de to seneste sæsoner, men det er alligevel blevet til nogle optrædener på europatatouren. Alfred Dunhill Links Championship 2016 er seneste missede cut på Hansens CV. Siden har han spillet syv turneringer på højeste niveau og fået penge med fra dem alle. 

Det samme skulle gerne blive tilfældet denne uge på Four Seasons Golf Club Mauritius at Anahita. Som nummer 134 i verden er kun fire deltagere bedre placeret på OWGR end danskeren.

Der er langt mellem de store navne denne uge, og årsagen er placeringen i kalenderen og en beskeden præmiepulje på en million euro. Bernd Wiesberger er en af profilerne i feltet, og østrigeren, som har fire sejre på europatouren, har ikke været i kamp siden april, men nu ser det ud til, at han har fået bugt med en langvarig håndledsskade.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer