- Jeg blev fanget i de forkerte tanker | Golf.dk
Rasmus Højgaard jagter den stabilitet, han havde sidste sommer. Årets første tre turneringer blev vekslet til en 25. plads, en 9. plads og en 6. plads. De næste to bød på skuffende resultater.

Foto: Getty Images

- Jeg blev fanget i de forkerte tanker

22/03 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Da Rasmus Højgaard for fire uger siden var i Florida til sin første World Golf Championship delte han driving range og putting green med Bryson, Rory, Dustin og resten af golfens aristokrati.

- Det var fedt. Det er jo det, man gerne vil. Man vil gerne måle sig med dem. Golfmæssigt er der ikke kæmpe forskel på, når jeg spiller og de spiller. De kender bare deres spil og den måde, de er på, bedre end jeg gør. De er mere klar over, hvad det er de kan og hvad de skal gøre, siger Rasmus Højgaard, da Golf.dk møder ham torsdag.

Stabilitet er det guld, som alle golfspillere søger. Og det er lige det, som Rasmus Højgaard har manglet det seneste par måneder.

Hans 2021-sæson rummer runder på alt fra 62 slag til 82 slag. Det første var i Saudi Arabien, hvor han stormede ind på en 6. plads med en gylden afslutningsrunde. Det sidste var under WGC - Workday Championship i Florida, hvor han under finalerunden blandt andet lavede en femdobbelt bogey på et par 5-hul.

- Det er bare en del af spillet. Der kommer nogle chokerende runder en gang imellem. Man må bare kigge videre. Man skal ikke sidde og kigge på et scorekort, hvor man har skudt 82, siger Rasmus Højgaard med et skuldertræk.

Og “videre” er lige præcis der, han er på vej hen.

Rasmus ville gerne have været i Kenya nu, hvor også hans bror Nicolai og en række andre danske tourspillere kæmper om penge og point. Men han har valgt at træne i stedet. Især vil den stå meget på fysisk træning. Noget som Rasmus Højgaard erkender, at han komme til at slække på, når han er ude til turneringer.

- Jeg får ikke holdt den fysiske træning helt ved lige. Det er vigtigt, at jeg de næste tre uger får brugt meget tid på det. Så skal jeg ikke til at starte på den træning, når jeg skal ud og spille igen, siger han.

Hans næste stræk turneringer kommer til at foregå på den iberiske halvø i april.

Men det kunne have været anderledes. Et par store resultater tidligt i år kunne have sendt ham i top-50 i verden og sikret ham en startplads på Augusta National om mindre end tre uger.

Det har Højgaard hele tiden været klar over, og det fik ham til at fokusere for meget på resultaterne i en periode. Noget, der var med til at trække hans spil i den forkerte retning i Florida, hvor han blev nr. 67 og i Qatar, hvor han missede cuttet.

- Jeg blev fanget i de forkerte tanker. Jeg fokuserede på, at hvis jeg gjorde det godt, kunne jeg komme langt frem, og det er det værste, der kan ske. Det må man aldrig begynde at tænke på. Det er den onde spiral, for det er ikke noget, du kan kontrollere. Du kan fokusere på at gøre det så godt du kan, og hvis det udmønter sig i et godt resultat, så er det fedt, og hvis ikke, så er der ikke noget at gøre ved det.

Rasmus Højgaard er nu nummer 84 i verden og stadigvæk bedste dansker hos herrerne.

Hans mål for 2021 handler lige nu mest om kvalitet i træningen.

- Jeg vil altid have nogle resultatmål, jeg vil kunne tjekke af, når året er omme, men det er svært at måle i løbet af året. Skal jeg gokke mig selv i hovedet med, at jeg ikke nåede i top-50 inden marts? Så vil jeg hellere måle mig på kvalitet og træning. Har jeg flyttet mig teknisk? Har jeg fået flere slag omkring green, jeg kan arbejde med? Det synes jeg er bedre mål for mig end at sige, jeg vil gerne vinde eller slutte dér og dér, lyder det fra Rasmus Højgaard.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,299
  • Unique Visitor:177,656
  • Registered Users:166,745
  • Unregistered Users:31,298
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,324
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,712
    • This week:97,590
    • This month:406,508
    • This year:3,160,951

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk