Jævn start for superstjernerne ved US Open | Golf.dk
Rory McIlroy, Jason Day og Justin Rose spiller sammen torsdag og fredag ved US Open

Foto: Getty Images

Jævn start for superstjernerne ved US Open

15/06 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

De sene trebolde på US Opens førstedag havde på forhånd fået tænderne til at løbe i vand hos mange golffans.

Men kort før midnatstid dansk tid ser det unægteligt ud som om, at de bedste scores på Erin Hills var at finde i de tidlige timer.

Og med undtagelse af publikums- og mediedarlingen Rickie Fowler, så holder de store stjerner sig indtil videre på afstand af de allerførste placeringer.

Justin Rose, Rory McIlroy og Jason Day var at finde i den måske på forhånd mest spændende gruppe. Men i skrivende stund er de alle mellem seks og otte slag efter Fowler.

Jason Day havde sit eget lille mareridt på 4. hul, hvor han måtte bruge tre slag fra semiroughen nær green til bare at når til den kortklippede overflade.

Herfra toputtede han og fik en triple bogey, der bragte ham samlet to over par.

På det tidspunkt var Days landsmand Adam Scott allerede tre over par efter seks huller.

Scott søger stadig efter en opfølger til sin første major, som han vandt ved Masters i 2013. Det ser ud til, at han kommer til at skulle søge videre. På ottende hul var Adam Scott en tur i den meget omtalte rough på Erin Hills. Han var ikke i stand til at få sin bold ud derfra, og Scott måtte gå fra hullet med en bogey og yderligere tabt terræn.

Scott spillede i dag sammen med den jævnaldrende Sergio Garcia, der kun har kunnet kalde sig majorvinder de sidste tre måneder af sit liv. Sergio Garcia er fornuftigt fra start og lige nu en under par efter otte huller.

Hjemmebanehelten Steve Stricker er i par omtrent halvvejs gennem sin runde, mens den svenske superstjerne Henrik Stenson er tre over par.

Mens de største navnes helt tidlige præstationer ligger på det jævne har enkelte markeret sig bedre.

Af dem, der startede sent, har et par englændere gjort sig flot bemærket.

Paul Casey er lige nu tre under par efter syv huller, mens Andrew “Beef” Johnston er to under efter elleve huller.

Allerbedst blandt de sidst startende er dog Marc Leishman. Han er fire under par efter ti huller og har dermed en chance for at komme tæt på Fowlers score i 65 slag.

Link til stillingen

Læs også Andreas Hartøs personlige beretning fra sin deltagelse i US Open 2011.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer