Italiener vinder for anden gang i 2019 | Golf.dk
Guido Migliozzi har blot været medlem af europatouren i et halvt år, og allerede har han to sejre.

Foto: Getty Images

Italiener vinder for anden gang i 2019

02/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Mellem 2016 og 2018 deltog Guido Migliozzi i mere end 20 turneringer på challengetouren. Kun fem gange spillede han alle fire runder. I november gjorde han sig fortjent til et europatourkort på Q-School, og siden er det gået stærkt for den 22-årige italiener. 

Midt i marts vandt Migliozzi Magical Kenya Open, og siden har han ikke misset et cut. Søndag hentede han så karrierens anden europatourtitel i Belgian Knockout.

Migliozzi var blandt de otte spillere, som havde klaret sig gennem 36 hullers slagspil og vundet tre slagspilsmatches mand-mod-mand over ni huller for at nå til kvartfinalerne.

Søndag morgen kom Migliozzi i kamp mod vinderen af Made in Denmark, Bernd Wiesberger. Østrigeren var bagud med fire slag inden de sidste to huller, men det blev alligevel tæt, da Wiesberger lavede to birdies og Migliozzi sluttede af med en bogey.

Men en sejr er en sejr, og næste skridt på vejen var Ewen Ferguson. Migliozzi tog føringen på fjerde hul med sin anden birdie. Han var bogeyfri, tre under par, og tre slag bedre en sin skotske modstander.

I finalen ventede Darius Van Driel, som sendte Jeff Winther ud af turneringen i 1/8-finalen. Sejren blev på fire slag, men efter fire huller stod det helt lige i titelopgøret. Der skete et to-slags sving på femte hul, og en lille time senere stod Migliozzi som vinder med en score i -3 mod Van Driels +1.

I løbet af weekendens 54 huller var italieneren 14 under par. Sejren indbringer ham 166.660 euro og sender Migliozzi frem til 21. pladsen på Race to Dubai.

Jeff Winther sluttede på 11. pladsen, hvilket var 18.400 euro værd. Ugens turnering bringer ham frem til 91. pladsen på Race to Dubai. I sine 10 turneringer i løbet af sæsonen 2019 har Winther fået penge med hjem fra otte. 

Herfra går turen til London, hvor der ingen penge er at vinde i den europæiske kvalifikation til US Open. Hvis den formstærke dansker fortsætter det gode spil, har han til gengæld mulighed for at sikre sig adgang til karrierens første major.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer