Ingen tvivl om udfaldet i Rocket Mortgage Classic | Golf.dk
Med karrierens første sejr på PGA Touren rykkede Nate Lashley fra nummer 353 til 101 i verden.

Foto: Getty Images

Ingen tvivl om udfaldet i Rocket Mortgage Classic

01/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Nate Lashley havde ingen problemer med at forvandle et forspring på seks slag i Rocket Mortgage Classic til en sejr. Den 36-årige amerikaner havde ikke den store succes i sin rookiesæson på PGA Touren i 2018, og derfor har han levet en usikker tilværelse denne sæson. Lashley spillede mandagskvalifikation, klarede sig ikke igennem, og kom først med i Rocket Mortgage Classic på et afbud onsdag.

Søndag var 70 slag nok til at bevare forspringet på seks slag. På Detroit Golf Club lavede han fire birdies og to bogeys og sluttede samlet 25 slag under par. 

Inden denne uge var Lashleys samlede karriereindtjening på PGA Touren mindre end 900.000 dollars. For sejren modtager han 1,3 millioner.

- Det ændrer karrieren at få en sejr herude. Det kan ikke beskrives med ord, hvor meget det her betyder. Det er kæmpestort for min karriere, sagde Lashley efter sejren.

Efter at have opgivet professionel golf til fordel for en tilværelse som ejendomsmægler gav Lashley i 2015 golfen et nyt skud med en sæson på PGA Tour Latinoamerica. Nu skal han have passet frem igen, for med sejren i Detroit er han kvalificeret til The Open om et par uger. Det bliver hans kun anden major i karrieren.

Andenpladsen gik til Doc Redman, mens Rory Sabbatini delte tredjepladsen med Wes Roach.

Ingen var bedre under finalerunden end den norske komet Viktor Hovland. Den nyprofessionelle 21-årige lavede otte birdies og kom rundt i 64 slag. Det gav et spring frem til 13. pladsen i -15.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer