Ingen søndagsgolf ved BMW Championship | Golf.dk
Den tredje afdeling af FedEx Cup-slutspillet er ved at regne væk.

Foto: Getty Images

Ingen søndagsgolf ved BMW Championship

09/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Aronimink Golf Club var allerede inden regnvejret natten til søndag nær sit mætningspunkt, og da vandet dagen igennem blev ved med at falde fra oven, blev spillet ved BMW Championship udsat.

PGA Touren havde håbet på at sende spillerne ud fra morgenstunden, men som timerne gik, blev starttidspunktet rykket igen og igen. Klokken 20.00 dansk tid blev det opgivet at få noget som helst golf spillet søndag.

Vejrudsigten for Pennsylvania lover regn frem til mandag eftermiddag, hvor der så til gengæld er chancer for tordenvejr. 

Skulle turneringen blive kortet ned til 54 huller, vil Justin Rose løbe med sejren og som konsekvens overtage verdensranglistens førsteplads.

Kun de 30 bedste i FedEx Cup-slutspillet kommer med til Tour Championship. Inden ugen var Keegan Bradley nummer 52, men slutter tingene som de står nu, vil hans sjetteplads i BMW Championship akkurat bringe ham frem til nummer 30. 

Sorteper, nummer 31, vil blive Jordan Spieth, som gik ind til ugen på 27. pladsen men befinder sig nede midt i feltet efter 54 huller.

Tiger Woods ligger til at komme med til Tour Championship på East Lake for første gang siden 2013. Han ser ud til at stige en enkelt placering til nummer 24.

Uanset hvad der sker, vil Bryson DeChambeau være nummer ét, når spillerne drager mod Atlanta og den afgørende turnering i slutspillet. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer