Ingen Made in Denmark i år | Golf.dk
Ingen Made in Denmark i 2020. Danmarks golfhungrende fans må vente et helt år.

Ingen Made in Denmark i år

27/04 - 2020 |

Europatouren er i gang med at lægge sit puslespil for efteråret 2020. Desværre er Made in Denmark ikke længere en af brikkerne.

- Vi har de seneste uger undersøgt mulighederne for at udsætte årets Made in Denmark til september, men vi må konstatere, at der lige nu er for stor uvished om, hvorvidt det ville være muligt. Derfor har både ledelse og bestyrelse fundet det urealistisk at gennemføre årets turnering på den måde, som turneringen er kendt for. Det er naturligvis meget trist, at årets turnering må aflyses, men mulighederne for at lave en god turnering var desværre udtømte eller så spinkle, at der ikke var mere at gøre.

Sådan lyder beskeden på Made in Denmarks egen hjemmeside her mandag eftermiddag.

Oprindeligt skulle Made in Denmark have været afviklet om godt tre uger. Det blev hurtigt en umulighed på grund af corona-krisen.

Da den danske regering meldte ud, at ingen forsamlinger over 500 mennesker ville blive tilladt i Danmark i perioden frem til den 31. august, stod det klart, at der kun var en meget smal landingsbane, som Made in Denmark 2020 kunne lande på.

Oktober er givetvis for sent for europatourgolf i Danmark, og med september tilbage som eneste farbare mulighed blev Made in Denmark til sidst for svær at klemme ind.

Lige nu er det meningen, at både US Open og Ryder Cup skal spilles i september. Hvad der skal spilles på denne side af atlanten vides endnu ikke, men europatouren har meldt åbent ud, at førhen utænkelige muligheder er i spil. Eksempelvis at flere turneringer afvikles samtidig eller at spillere holdes i karantæne på et geografisk afgrænset område (formentlig Stobritannien) i forbindelse med afvikling af turneringer.

Der kommer heller ikke til at være Challenge Tour i Danmark i 2020. Made in Denmark Challenge, der skulle have været spillet i Frederikshavn i midten af august er nu også aflyst.

Alle solgte billetter er allerede refunderet.

- Vi håber at se jer allesammen i 2021, lyder det fra Made in Denmarks ledelse og bestyrelse.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer