Indien-aflysning lægger europatouren i dvale | Golf.dk
Robert Karlsson under Hero Indian Open 2019. Dette års udgave af turneringen er nu udskudt.

Foto: Getty Images

Indien-aflysning lægger europatouren i dvale

11/03 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

I dag onsdag offentliggjorde European Tour, at næste uges Hero Indian Open er udskudt på grund af coronavirussen.

Ifølge touren vil man forsøge at finde en ny termin til turneringen, men der er ingen løfter om, at det lykkes.

Udmeldingen kommer kort efter, at touren måtte aflyse Magical Kenya Open, som skulle have startet i morgen.

Det betyder, at vi får en periode på næsten to måneder uden regulære europatour-turneringer. Næste planlagte turnering er nemlig Andalucia Masters på Valderrama, som begynder den 30. april.

I mellemtiden spilles WGC Dell Technologies Match Play og The Masters. Begge er tællende på europatouren, men det er kun de allerhøjest rangerende spillere, der har adgang til dem. Derfor må de danske tourspillere kigge langt efter spillemuligheder det næste lange stykke tid.

- Under de nuværende svære globale omstændigheder forstår vi fuldstændig de begrænsninger, der nu er sat på indrejse i Indien, siger europatourens direktør Keith Pelley.

Hero Indian Open er et samarbejde mellem europatouren og Asian Tour og de aktuelle regler for indrejse i Indien ville have gjort det umuligt for en lang række spillere at komme ind i landet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer