I 2016 var Shane Lowry også fire slag foran... | Golf.dk
Shane Lowry vil gøre alt for at undgå en reprise fra 2016-udgaven af US Open.

Foto: Getty Images

I 2016 var Shane Lowry også fire slag foran...

21/07 - 2019 | Henrik Søe

Shane Lowry leverede lørdag en fantomrunde i 63 slag og bragte sig fire slag foran nærmeste konkurrenter i kampen om the Claret Jug. Så når den 32-årige irer i eftermiddag slår ud på 1. tee på Royal Portrush, er det med hele Irlands håb på skuldrene. Og måske en lille nagende tvivl i baghovedet. 

For han har faktisk prøvet det før - at være fire slag foran inden finalerunden i en major. Det skete i 2016 i US Open. Dengang endte det med en 76’er i finalerunden, hvorefter Dustin Johnson løb med sejren - og efterlod Lowry på andenpladsen. 

Men denne søndag er Lowry på hjemmebane foran et publikum, som efter runden lørdag trofast stod uden for pressecentret og ventede på deres helt, mens de hyldede Lowry med sange. Og søndag eftermiddag er de igen klar til at bakke 100 procent op om Lowry, som til gengæld vil gøre alt for at undgå et kollaps a la det, der skete på Oakmont i 2016.

- Jeg håber, jeg bliver i stand til at håndtere det bedre. Jeg ved, det bliver svært, men forhåbentlig er jeg klar. Jeg har nogle hårde timer foran mig, men der er ikke noget sted, jeg hellere ville være. Jeg har en fireslags-føring i en Open i Irland. Søndag kommer til at blive fantastisk uanset hvad, lød det fra Shane Lowry, der sent vil glemme lørdagens magiske runde.

- Det er den mest fantastiske dag, jeg nogensinde, jeg har haft på en golfbane, lød det fra Lowry, der indleder sin finalerunde 14.47 dansk tid. 

Skulle Lowry holde fast i føringen vil det blive hans femte sejr som professionel - og den sjette på de store tours. Lowry vandt i 2009 Irish Open som amatør, og nu 10 år efter har han alle muligheder for føje en endnu større Open til CV’et. 

Link til leaderboard

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer