Hybridkøllen der aldrig bliver skiftet ud | Golf.dk
Mange professionelle golfspillere skifter udstyr årligt. Thomas Bjørn har en 13 år gammel kølle med sig.

Foto: Getty Images

Hybridkøllen der aldrig bliver skiftet ud

23/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Torsdag tager Thomas Bjørn hul på sin turnering nummer 500 på europatouren. 21 år er gået, og i den tid har den 46-årige dansker tygget sig igennem et utal af caddies og rundet et hav af trænere. Putterne har været lange, korte, runde, spidse og firkantede. Man kan roligt sige, at Bjørn har fulgt mere end én opskrift på vejen mod sin betragtelige succes. Alting synes udskifteligt. 

På nær én ting. 

I 2004 premierede Callaway en Heavenwood, firmaets første forsøg på en hybridkølle, og lige siden har en 20 graders version haft fast plads i Bjørns bag. Den har overlevet 13 år og set mere end halvdelen af den store danskers turneringer, blandt andre otte af de 15 sejre.

- Den har det fint, hvor den er. Jeg ved, hvad den kan, og hvad den ikke kan. Det er bare blevet sådan, at den vil jeg ikke skille mig af med. Det tog mig faktisk ni år at skifte grip på den, det har jeg lige gjort, så nu fungerer den ikke så godt længere sagde den muntre jubilar på sit pressemøde.

Men hvad er det, den kølle kan- hvorfor har den teknologiske udvikling ikke gjort den overflødig, til et samlerobjekt på en væg et sted? 

- På den mere seriøse front; den sål, der er på den kølle, det er den bedste sål, der nogensinde har været ud af rough. Specielt på nogle af de baner, vi spiller i dag, hvor roughen er lidt tyk, der er det enten en wedge eller den. Alt ind imellem, det kommer ikke ud af roughen. Så det er en meget god kølle at have. Sagde Bjørn og opsummerede med et smil.

- Når man slår kort og slår skævt, er det ikke særlig godt, så skal man have et eller andet, man kan slå frem med.

At dømme ud fra eftermiddagens Pro-Am bliver der ikke meget brug for at redde sig ud af det høje græs denne uge. Det lange spil så ganske lovende ud efter trænerskiftet. Selvfølgelig er det aldrig til at vide noget med sikkerhed, før alvoren starter. Det gør den for Bjørn torsdag klokken 08.20. Han er sat i bold med Martin Kaymer og den første vinder af MiD, Marc Warren.

Vi udsender nyhedsbrev hver dag under Made in Denmark. Tilmeld dig med det samme. 

Link til leaderboardet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer